Fra på torsdag den 3. august kan kunderne i Kagehusene i Egebjerg, Stensballe, Østbirk, Gedved og Hovedgård købe Vestermøllemel.
Historien starter for 3 år siden, da bagermester Henrik Kjær mødte sin ligemand på Restaurant Vestermølle. Den passionerede bagermester kaldte pludselig midt i menuen på kokken med ordene:
- Der er noget her, der er forkert!
Kokken frygtede kritik af bøffen, men blev beroliget af følgende fra Henrik:
- Ser du, jeg er danmarksmester i at bage brød, men dit brød er bedre end mit. Hvordan går det til? Kokken tog ham med ud i mølleriet, hvor mølleren havde forklaringen:
- Ser du, vi kører med den mere end 100 år gamle stenkværn, og alle ved, at den hvad kvalitet angår er de moderne slaglemølleanlæg langt overlegen. Til gengæld kan vi på en formiddag kun male 150 kg dansk kvalitets-brødkorn til hhv. fuldkorns hvede- og rugmel.
Det blev indledningen til et langt samarbejde, og bl.a. startskuddet på Kagehusets Vestermøllebrød. Et samarbejde som nu udvides til at man også kan købe Vestermøllemel i Kagehusene.
Henrik fik en stor pose mel med sig hjem for at lave en prøvebagning - og har lige siden ugentligt hentet flere sække mel for at kunne bage Vestermøllebrød, der - som han siger - går som varmt brød.
I anledning af nyheden var avisen inviteret på Vestermølle på en rundvisning forud for langeringen.
- Stenkværnen på Vestermølle trækkes af den gamle vandturbine, så i tilgift er vores mel lavet CO2-frit. Turbinen kan ”kun” præstere 55 omdrejninger i minuttet på stenkværnen. Det betyder, at hverken korn eller mel opvarmes. Vi kan derfor ikke byde på den liflige brødduft i møllen, for alle værdier bliver i melet, forklarer møller Svend Skytte.
- Vi skruer møllestenene hårdt sammen for at få så fin en fuldkornsvare som muligt. Vores mel skal derfor ikke sigtes. Alle kornets værdier bliver i det.
”Rette pris” 700 kroner, sælger for 25 kroner
Med aftalen med Hovedgård Bageri er Svend Skytte og hans i dag ti frivillige møllersvende ved at have udnyttet den kapacitet, der er på Vestermølles stenkværn. Skulle møllersvendene have løn - og skulle der betales vandafgift for at køre med turbinen - ville et kg mel koste 700 kroner.
God idé også til næste værtindegave
Både Vestermølle og Kagehuset sælger det for 25 kroner og to kg for 40 kroner. Rigtig mange køber fem kg, når de nu er her, tilføjer Jørgen Lund Christiansen, der er formand for møllelauget på Vestermølle - tre kg til sig selv og to kg i en bærepose ved siden af - for så står der en værtindegave klar til næste invitation.
Møllersvendene arbejder, som Vestermølles øvrige frivillige, af interesse for sagen og uden at få løn. Indtægten går til at drive Oplevelsescenter Vestermølle og til kommende investeringer.
Gratis rundvisning
Kagehusets kunder inviteres på en gratis rundvisning, det bliver nok i september måned, tilføjer Henrik Kjær og Jørgen Lund Christiansen har allerede kalenderen fremme for at booke dagen, men den travle bagermester skal lige have koordineret en travlt september forinden. Her ligger det nemlig allerede fast at weekenden den 9. og 10. september bliver helt særlig ved Kagehuset i Hovedgård.
- De allersidste detaljer til Brunch-Festival og Bryllupsmesse er ved at falde i hak, henholdsvis søndag og lørdag, siger Henrik Kjær, men tror dog på han finder en septembertirsdag til et besøg på møllen.
Udtalelse fra Københavns Universitet
Sidste sommer fik historien et kapitel to: Vi kom i kontakt med lektor Aase Solvej Hansen, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet, som siger, at stenkværnet mel er det bedste, der findes, og når melet tilmed ikke sigtes, indeholder det 75 % flere kostfibre end almindeligt supermarkedsmel. Samtidig er indholdet af e-vitamin det dobbelte af indholdet i almindeligt mel og indholdet af jern og zink flere gange så højt, fortæller Jørgen Lund Christiansen.
Det fremgår nu af den etiket, der sættes på melposerne, som fra 3. august ikke blot kan købes i mølleriet på Vestermølle og i Restaurant Vestermølle, men også i Kagehusets butikker.
Der følger opskrifter med
Der følger opskrifter med til både boller og brød. Møller Svend Skytte understreger, at Vestermølle-fuldkornsmelet også er rigtig godt til at panere fisk i - og at et lille skæt af det giver pandekager et ekstra pift.
En særlig storkunde fra Sverige
Mølleren fortæller, at han har en særlig kunde fra Sverige, som flere gange om året kommer for at lave et storkøb. Hendes mand er glutenallergiker, men kan tåle det stenkværnede mel fra Vestermølle.
Lektor Aase Solvej Hansen har fortalt os, at nogle glutenallergikere kan tåle stenkværnet mel, og at der er igangsat forskning for at finde ud af hvorfor.
DLG leverer en kvalitetsråvare
- En medvirkende årsag til Vestermøllemelets kvalitet er, at såvel vores brødhvede som brødrug kommer fra DLGs brødkornsanlæg i Randers, der nok har Danmarks bedste rensnings- og behandlingsudstyr. Alt korn hertil leveres af landmænd, der skal følge en konceptavls-kontrakt, som stiller specifikke krav til såning, pasning af afgrøden, høst, nænsom tørring og lagring.
Smiley med mundvige op til ørene
Produktionen på Vestemølle er under fuld kontrol af Fødevarestyrelsen, og melets holdbarhed er 12 måneder fra pakkedag.
- Vi nøjes nu med at skrive ni måneder på poserne, siger Svend Skytte og glæder sig over en smiley med mundvige op til ørene.
Vestermøllebrød er på tilbud i Kagehuset, fredag, lørdag og søndag til samme pris som Vestermøllemel, 25 kr. - 2 enheder for 40.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!