
Alle unge skal have optimale muligheder for at uddanne sig, uanset om det er en boglig eller en faglig uddannelse. Nu varsler regeringen besparelser på erhvervsuddannelserne ved de kommende finansforhandlinger. Jeg undrer mig.
Jeg arbejder med folkeskolens ældste klasser og følger hver dag med i elevernes valg af ungdomsuddannelse og drømme for fremtiden. I mange år har det ikke været specielt attraktivt for de unge at tage en faglig uddannelse. Der er for det første helt ubegrundet og for det andet et stort problem. Her har forældre, lærere og politikere en stor opgave, for vi mangler allerede nu faglærte i Danmark. Og tallene er alarmerende.
En analyse fra DI forudser, at der i Danmark kommer til at mangle 44.000 faglærte i 2025. Og så er der nu varslet besparelser på erhvervsuddannelserne?
Jeg har aldrig mødt en ung, der ikke ønsker at klare sig godt, og det tegner jo godt for fremtiden – men uddannelserne skal følge med tiden.
Det er ikke besparelser, men investeringer i erhvervsuddannelser, der er brug for i fremtiden.
Det er vigtigt, at erhvervsskolerne har råd til den nyeste teknologi, så de unge lærer det sidste nye under deres uddannelse. Det vil gøre dem attraktive på arbejdsmarkedet og vi kan ikke leve med, at de unge kommer ud og oplever, at det, de lærte på skolen halter bagefter.
Jeg håber virkelig, at Venstre i Horsens Kommune med Martin Ravn i spidsen vil tage afstand for her forslag – for uddannelse er det vigtigste vi har!