Hele vejen op igennem 00’erne var socialdemokraterne ude med garantier om, at partiet ved et evt. regeringsskifte ville videreføre en stram bekvemmelighedsflygtning-/indvandrepolitik. Virkeligheden var dog en helt anden, da de i 2011 kom til magten, for ved samme sekundet de kom ned fra tårnet i Crown Plaza, slækkede de på politikken på 30 centrale punkter, hvilket har medført et ukontrollerbart pres på vores asylsystem. Nu er der så under et år tilbage til næste folketingsvalg, og selvom den røde regering på det nærmeste har taget patent på, hvordan man hjælper flygtninge på den bedst mulige måde, er man nu ude og varsle stramninger på området, hvilket lyder rigtig godt. Motivet for disse stramninger er dog en helt anden end først antaget. Det er lidt som om, at regeringen negligerer denne massive bekvemmelighedsbølge, der rammer Danmark, for de forsøger på vanlig vis at bilde befolkningen ind, at de vil lave stramninger, men må efterfølgende indrømme, at stort set ingen vil blive berørt af disse proklamerede stramninger. Ved et samrådsmøde fremkom Mette Frederiksen med en floskel om, at vi skal yde beskyttelse af mennesker på flugt, hvilket jeg dog er enig i, men der står intet i div. konventioner om, at man udover den bedst mulige beskyttelse, samtidig skal give den ypperste velfærd til flygtninge, hvilket velsagtens er grunden til, at vi hele tiden må opjustere antallet af bekvemmelighedsflygtninge, der ankommer til Danmark og ved samme pennestrøg desværre må nedjustere ydelserne til vores studerende, syge og ikke mindst dem, der sidder rundt på vores plejehjem med en bitter smag af vakuumplast i munden.
