Naturstyrelsens enheder gennemfører i 2012-2017 i alt 13 statslige vådområdeprojekter, der supplerer den kommunale vådområdeindsats og bidrager til, at Danmark opfylder sine forpligtelser efter EU’s vandrammedirektiv.
De 13 områder er valgt, fordi de giver den største forbedring af vandmiljøet for færrest penge. Der er typisk tale om lavtliggende jorder tæt på åerne, eller tidligere afvandede søer, hvor man kan genskabe de naturlige vandstandsforhold.
Tolstrup Enge
Naturstyrelsen Søhøjlandet afslutter i foråret 2017 vådområdeprojekt Tolstrup Enge, der har til formål at reducere tilledningen af kvælstof til vandmiljøet og derved forbedre vandkvaliteten i Horsens Fjord. Projektet vil resultere i en årlig fjernelse af 3,7 tons kvælstof. Projektet, som koster 3,8 mill. kr., kan desuden supplere kommunens indsats mod ekstrem nedbør, der skaber oversvømmelser i Horsens.
Projektområdet er beliggende nordøst for Gedved by. Der er et godt kik over projektområdet fra den nye parkeringsplads ved Tolstrup Kirke, som er mødestedet på torsdag den 2. februar kl. 15, hvor Anne Gro Thomsen fra Naturstyrelsen vil fortælle og forevise det igangværende projekt. Henning Hansen fra Gedved Lokalråd vil yderligere fortælle om tanker for yderligere og vedvarende information. f.eks. ved oversigtstavler med QR koder placeret rundt i byen.
Området ved Gedved er et område på ca. 30 ha, der tages ud af omdrift og skal fremover henlægge i natur som vedvarende græs eller vanddækket.
Tolstrup Å genslynges og vandløbsbunden hæves. Den hidtidige afvanding i området bringes til ophør ved at lukke dræn og grøfter inden for projektområdet.
For at øge kvælstoffjernelsen etableres der overrislingsområder, hvor de omkringliggende markers dræn føres til overfladen. Derved kan noget af det kvælstof der tilføres området med drænene nå at blive omsat inden vandet når Tolstrup Å.
Grundlaget for at kunne realisere projektet er en række frivillige aftaler med de berørte lodsejere.
Tilbage til fortiden
På gamle kort kan man se hvorledes Tolstrup Å oprindelig har snoet sig og planen er at åen skal tilbage til sin oprindelige form.
Arkæologerne fra Horsens Museum har på forhånd udpeget nogle interessante områder ud, for at se om der skulle dukke spændende fund frem efterhånden som der graves.
Som et resultat af jordfordelingen ejes størstedelen af projektområdet nu af Natur Erhvervstyrelsen. Arealet sættes til salg når projektet er gennemført.
Projekterne omfatter på landsplan i alt ca. 1600 hektar (16,0 km2). De færdige vådområder vil resultere i en reduktion af kvælstofbelastningen med henved 184 tons kvælstof årligt. Der er afsat 157 mio. kr. til projekterne.
Alle er velkomne til at høre nærmere på torsdag kl. 15.00.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!