Ingen sommer uden dyrskue



Gennem 40 år har Carl Foght fra Hovedgård udstillet Aberdeen-Angus kvæg på dyrskuet i Horsens, og han vil igen være blandt udstillerne på Det Østjyske Dyrskue den 16. og 17. juni.
 - Dyrskuet, det kan jeg ikke undvære, og jeg kan slet ikke forestille mig en sommer uden at være med i Horsens. Det er spændende at få bedømt sit kvæg, og vi hygger os sammen og har et par gode dage sammen med familie og venner, lyder det fra dyrskue-jubilaren, der i år udstiller en ko med kalv og en kvie.
 Dorthe og Carl Foght har gennem mange år været inkarnerede Abeerdeen-Angus avlere, de startede med to køer i 1976. Da besætningen var størst, havde de 30 moderdyr og omkring 80 dyr i alt. I dag har de syv moderdyr og 15 dyr i alt.
At det netop blev den skotske race Aberdeen-Angus, har der aldrig været så meget diskussion om.
 - Jeg har altid været glad for denne race. De sorte dyr på en grøn mark er et dejligt syn, men det er ikke kun fordi det er kønne dyr, vi har dem. De har mange gode egenskaber, de er hornløse og de leverer noget fantastisk kød med en fin fedtmarmorering.

Giver sammenhold
Dorthe og Carl Foght har gennem mange år drevet gården ”Frydensborg” på Gammeltoftevej ved Hovedgård. For fem år siden ”byttede” de med deres søn og svigerdatter, Jesper og Jonna, der flyttede ind på gården, mens Dorthe og Carl flyttede ind i deres hus i Hovedgård.
 - Vi er glade for, at dyrene kan blive på gården, det betyder rigtigt meget. Jeg kommer på gården hver dag og ser til besætningen, siger Carl, der samtidig kan få en snak med sine børnebørn, Christian på fire år og Anders på halvandet år.
 Carl arbejder hos DSV i Lund, hvor han holder anlægget ryddeligt, og Dorthe arbejder på DLG i Viby i IT-afdelingen, så der er nok at se til i dagligdagen. Men dyrskuet og forberedelserne bliver der altid plads til.
 - Det prioriterer vi højt. Dyrskuet har altid været noget, vi har været sammen om i familien, og gennem mange år holdt vi vores sommerferie i forbindelse med Ungskue og Landsskue i Herning, siger Dorthe.
 - Vores børn har været på dyrskue, siden de var helt små, og jeg er glad for, at børnebørnene nu også skal med. Det giver gode oplevelser og fællesskab, det har betydet meget for vores familie gennem årene, tilføjer hun.

De bedste dyr
Carl Fogt fortæller, at han tager på dyrskue for at vise dyrene – men også for at vinde.
 - Det kan man naturligvis ikke gøre hver gang, men det handler i bund og grund og om at have de bedste dyr, og der er spænding på hver gang. Konkurrencen betyder meget. Det har også betydning, at man kan se dyrene sammen og sammenligne udseende og temperament.
 - Nogle år har vi vundet, andre år har vi ikke vundet. Men det er sjovt hver gang alligevel. Det er også vigtigt, at vores race er repræsenteret blandt alle de andre kødkvægracer.

Vigtig formidling
Carl Foght vil gerne bakke op omkring dyrskuet, fordi det har en stor samfundsmæssig betydning.
- Vi får vist landbruget for alle de mennesker, der aldrig kommer på landet og ikke har mulighed for at komme tæt på dyrene.
 - Mange børn og børnefamilier får en stor oplevelse på dyrskuepladsen, det kan vi se hvert eneste år.
 - Jeg er glad for, at landboforeningerne støtter op omkring dyrskuet, og jeg håber, at denne opbakning fortsætter. Dyrskuet er to festlige og hyggelige dage, men det er også vigtigt formidling om landbruget.

Angus Forum i Skotland
Dorthe og Carl Fogt er aktive i Aberdeen-Angus foreningen og har været det gennem mange år. Dorthe er redaktør af Angus-bladet, der udkommer fire gange om året.
 - Vi har fået mange venner via foreningen, både i Danmark og også rundt i hele verden, fortæller parret, der efter dyrskuet drager til ”World Forum Angus” i Skotland.
 Her skal de til Royal Show, på udstillinger, på besætningsbesøg og meget andet, og de ser frem til endnu en ferie med Aberdeen-Angus i det skotske højland.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025