Integrationen går gennem arbejdsmarkedet



Med tanke på de uhyggelige begivenheder i Paris og de problemer med radikalisering og polarisering, som vi desværre også ser i Danmark er det altafgørende, at vi får integrationen og inklusionen af indvandrere og flygtninge op i gear. For SF er der ingen tvivl om, at nøglen til en bedre integration er at få flere flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet. I stedet for i dag, hvor flygtninge placeres afsondret og isoleret fra resten af samfundet og ikke kan gøre brug af deres evner og kompetencer, og hvor for mange indvandrere også står uden for arbejdsmarkedet, så har vi brug for at få gang i en proces, hvor arbejdsmarkedet åbner for nye muligheder og en vej ud af den ofte ufrivillige isolation fra fællesskabet.
En fornyet integrationsindsats skal have fokus på arbejdsmarkedet. Kompetencer for nytilkomne flygtninge skal afklares langt hurtigere end i dag og så skal ud og have en hverdag blandt os andre. Også på arbejdsmarkedet. Indvandrere og flygtninge med opholdstilladelse, der har været i Danmark i længere tid skal via en ekstraordinær indsats med sprogundervisning, mentorhjælp og virksomhedspraktik ud og i gang på det reelle arbejdsmarked, hvor de får netværk og bliver en del af et fællesskab. Den sidste indsats har vi netop skudt i gang i Horsens Kommune med et projekt i Sundparken, hvor vi har særlig fokus på også at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet.
I dag importeres der megen arbejdskraft fra bl.a. Østeuropa alt imens vi har områder i Danmark, hvor store grupper er på offentlig forsørgelse og bliver mere og mere isolerede fra resten af samfundet. Det må vi simpelthen kunne gøre bedre!
Vi er fuldt enige i intentionen i statsministerens nytårstale omkring at gøre beskæftigelsesindsatsen til den afgørende integrationsindsats, men vi må samtidig advare mod at skabe et nyt nyttejobscirkus. Det mener vi ikke der er alt for gode erfaringer med i forvejen, og desuden er det undergravende for den reelle jobskabelse. Målet må være reel og varig beskæftigelse og ikke endnu en skjult straffeekspedition mod de ledige.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025