
Den globale markedsleder inden for ovenlysvinduer, VELUX Gruppen, leverer et stærkt resultat for 2014, som også afspejles i de samlede tal for VKR Holding.
Med en nettoomsætning på 16,4 mia. DKK, en øget overskudsgrad på 12,3% og et øget resultat efter skat på 1,3 mia. DKK skaber VKR Holding et forbedret 2014-resultat i forhold til det for 2013.
VELUX Gruppen kommer ligeledes styrket ud af 2014 og skaber et solidt resultat trods fortsat krise i den europæiske byggebranche. Investeringerne i en ny generation af ovenlysvinduer, der giver mere dagslys, bedre energieffektivitet og øget komfort, og lanceringen af et helt nyt produkt, ovenlysmoduler, har slået fuldt igennem i 2014.
”Vores offensive strategi fra 2009 om både at foretage en historisk stor investering på DKK 1.7 mia. i vores nye produktplatform og samtidig udvikle et helt nyt produkt til det kommercielle marked midt i den værste krise i mange år for byggebranchen, leverer det forventede afkast i 2014”, siger CEO, Jørgen Tang-Jensen.
Indtjening øget i 2014
I første halvår af 2014 var der et godt tempo i salget og VELUX Gruppen oplevede fremgang på toplinien på flere af dets europæiske hovedmarkeder. Omkring sommer indtraf et stemningsskift, som hovedsageligt er forårsaget af Rusland-Ukraine krisen, der lægger en dæmper på forbruget i flere af de centrale markeder i Europa.
Trods fortsat uro i markedet afslutter VELUX Gruppen med at lande et overbevisende resultat i 2014, som bl.a. skyldes markant vækst på det britiske marked og i USA.
”2014 har været et rigtig godt år, hvor vi har haft vækst på toplinien, og hvad der er endnu bedre, vores indtjening er steget mere end 60%”, siger Jørgen Tang-Jensen.
Fuld valuta i 2014 for investeringer i nyt produktprogram
Den nye generation af energi-effektive ovenlysvinduer med mere komfort og større dagslysareal får en flot modtagelse i alle markeder og er med til at levere stærke toplinie resultater.
”New Generation har modtaget priser for at løfte barren for vinduers energieffektivitet, øge komforten og bringe mere dagslys ind i folks liv på alle markeder – det har vi trods alt aldrig oplevet før!”,
siger Jørgen Tang-Jensen.
Gruppens anden store strategiske satsning, VELUX Ovenlysmoduler, der er rettet mod erhvervs- og offentligt byggeri og udviklet i samarbejde med et af verdens førende arkitektfirmaer Foster + Partners i London, præsterer også godt.
”VELUX Ovenlysmoduler leverer fine resultater i 2014. Vi ser, at arkitekterne tager godt imod de slanke profiler og den skjulte motorteknik, som giver et meget enkelt og æstetisk udtryk”, siger Jørgen Tang-Jensen.
Omstilling til ny produktplatform afsluttet med succes
Fremgangen i VELUX Gruppens indtjening i 2014 har desuden været drevet af en fuldendt omstilling til den nye produktplatform på fabrikkerne og et koncentreret fokus på at reducere de samlede produktionsomkostninger.
”Vi har afsluttet omstillingen til den nye produktplatform med succes og er fuldstændig ”on track”, siger Jørgen Tang-Jensen.
Fokus på mild vækst i 2015
CEO Jørgen Tang-Jensen er yderst tilfreds med resultaterne og åbner op for, at virksomheden er gearet til at sætte ekstra fokus på vækst og hvordan der kan erobres markedsandele med nye innovative koncepter i 2015.
”Vi er i kraft af vores nye produktprogram og en klar offensiv strategi for fremtiden klar til at stampe ny vækst op af jorden, så markedet for alvor kan rette sig. Vi forventer beskeden vækst i 2015 trukket af USA”, afslutter Jørgen Tang-Jensen.
Forbedret resultat i et marked med begrænset vækst
Fokuseringen på kerneforretningen har givet de ønskede effekter med en fornuftig resultatmæssig udvikling.
”2014 har været et både travlt og spændende år. Vi har skullet se resultaterne af de foretagne omstillinger, investeringer og tiltag. Resultatet vurderer vi som tilfredsstillende og ikke mindst, at vi nu også på alle måder har et endnu sundere fundament som basis for en mulig fremtidig vækst”, udtaler administrerende direktør for VKR Holding, Jan Lundsgaard Jensen.
Alle forretningsenheder er kommet tilfredsstillende gennem 2014 og de foretagne fokuseringstiltag gennem de seneste par år viser nu sin effekt. Kerneforretningen VELUX er på plads med omstillingen til ny produktionsplatform. Som kerneforretning indgår også facadevinduesområdet, DOVISTA, der bl.a. omfatter VELFAC og Rationel Vinduer. Også her var udviklingen positiv og hvor man blandt andet har haft en god vækst i eksportsalget til både England og Irland.
I de relativt mindre forretningsområder har udviklingen dog heller ikke stået stille. Involveringen i termisk solenergi er blevet fokuseret til alene at sigte på storskalaanlæg til f.eks. fjernvarme samt anlæg til procesvarme for f.eks. bryggerier, mejerier, minedrift m.v. Selskabet ARCON Solar beliggende i Skørping, syd for Aalborg, har femdoblet omsætningen på nogle få år og har primo 2015 tilkøbt aktiviteter fra SUNMARK og aktierne i Pipeteq Systems med fokus på yderligere international vækst. WindowMaster, der sælger naturlige ventilationsløsninger, havde i 2014 sit hidtil bedste år og blev frasolgt primo 2015 som led i fokuseringsprocessen af koncernen.
Bestyrelsesformand for VKR Holding A/S og VELUX A/S, Søren Bjerre-Nielsen siger: ”Der er ydet en meget stor indsats af vores engagerede medarbejdere i omstillingen til nye produktionsplatforme. Indsatsen har været hele vejen rundt og på alle niveauer. Det takker vi for. Væsentligst for os er dog, at kunderne er tilfredse med firmagruppens produkter i alle markeder”.
I bestyrelsen for VKR Holding A/S indtræder Mads Kann-Rasmussen i stedet for Jens Kann-Rasmussen, der tidligere på måneden blev valgt til ny bestyrelsesformand i VILLUM FONDEN. Steen Riisgaard indtræder i bestyrelsen for VKR Holding som repræsentant for VILLUM FONDEN og erstatter Kristian Stubkjær, der som følge af VILLUM FONDENs anciennitetsregler ikke kunne genvælges.
Forventningen til 2015 er en forsigtig optimisme, hvor der på basis af de nuværende markedsudsigter forventes en moderat vækst i omsætningen og et resultat for 2015 på niveau med 2014.