Kasserne var fyldt med alt, hvad der er behov for til en julemiddag plus frokosten dagen derpå. Til julemiddagen er der en and, som leveres frossen, så den kan være ovnklar juleaften.
I kassen er der også sørget for en mandelgave plus en mandel til risalamanden, så der er gjort alt for at familierne kan få en juleaften som alle andre.
Røde Kors’s julehjælp er finansieret af overskuddet fra de tre genbrugsbutikker i Østbirk, Hovedgård og Tvingstrup. Det er også overskuddet herfra, der sætter Røde Kors Horsens Nord i stand til at sende 10 familier, seks børn og seks unge på ferielejre hvert år. Derudover sørger den lokale Røde Kors-afdeling for, at 60-70 børn og forældre får en dag i Djurs Sommerland med alt betalt.
Økonomien rækker også til, at afdelingen hvert år kan sende mindst 100.000 kr. af sted til venskabsprojekter i udlandet samt til sundhedsklinikkerne i Århus og København, hvor Røde Kors sammen med Læger Uden Grænser og Dansk Flygtningehjælp driver klinikker for udokumenterede migranter.