Kampagne skal hjælpe foreninger i gang efter Corona krisen



Foreningslivet vil rigtig gerne invitere, både nye og gamle medlemmer tilbage til deres mange aktiviteter. Foto: Charlotte Adsbøl

For at støtte op om foreningslivet igangsætter Fritidsafdelingen i Horsens Kommune en foreningskampagne i august måned, der skal være med til at bringe borgerne tilbage til de gode fællesskaber, når foreningslivet for alvor lukker op igen efter sommerferien.

Indholdet af kampagnen omfatter en synlig markedsføringskampagne for borgerne om at støtte op om alt det gode i foreningslivet. Herudover vil der være tiltag målrettet foreningerne i regi af "Bevæg dig for livet" projektet, herunder et fokus på "Den gode velkomst" ude i foreningerne.

- Foreningslivet er en hjørnesten i den danske kultur, og både nationalt og lokalt har foreningslivet været hårdt ramt af Corona nedlukningen. Derfor vil Horsens Kommune gerne understøtte alle de gode og spændende aktiviteter og fællesskaber foreningslivet står for, og hjælpe foreninger til at komme tilbage på ret kurs, til glæde for borgerne i Horsens Kommune, udtaler formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget i Horsens Kommune Jakob Bille.

Workshops skal byde velkommen til foreningslivet

Som en del af arbejdet med at få både genaktiveret borgerne i foreningslivet, samt få gang i borgere der ikke allerede er aktive, afholdes et workshopforløb for ledere, trænere og instruktører med fokus på "Den gode velkomst" og "Stærke fællesskaber" i regi af den kommunale indsats omkring DIF og DGI's projekt "Bevæg dig for livet".

- I Bevæg dig for livet-indsatsen arbejdes der kontinuerligt med at skabe stærke og sunde fællesskaber omkring bevægelse. Derfor ønsker vi at sætte fokus på den gode velkomst, da vi tror på, at mennesker som føler de er blevet taget godt imod og som man udviser interesse for, også er mere tilbøjelige til at blive hængende. I de to workshops vil der være en hands-on tilgang, så både foreningernes ledere og trænere får mulighed for at arbejde med foreningens tilgang i praksis både under og efter forløbet, fortæller projektleder på Bevæg dig for livet indsatsen i Horsens Kommune Casper Due Fogt.

Foreningerne i Horsens Kommune kan læse mere om de kommende workshops på DGI's hjemmeside https://www.dgi.dk/arrangementer/202010006110, hvor det også vil være muligt at tilmelde sig.

Ændrede tilskud skal understøtte foreningsindsats

For at understøtte foreningernes arbejde med at aktivere flere borgere i Horsens Kommune, besluttede Kultur- og Civilsamfundsudvalget i marts måned at justere retningslinjerne for foreningstilskud, hvor der blandt andet er fokus på en bonus til foreningerne når foreningen vokser og bliver flere.

- I Kultur- og Civilsamfundsudvalget har vi haft et ønske om, at det skal være så nemt som muligt for foreningerne at administrere arbejdet med tilskud. Samtidig har vi ønsket at give foreningerne en gulerod, der kan hjælpe med til at udbyde endnu flere tilbud og dygtiggøre instruktører og trænere, så foreningerne kan få aktiveret flere borgere i Horsens Kommune, og gerne flere voksne medlemmer. Det skal de ændrede retningslinjer være med til, slutter formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget Jakob Bille.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025