
Forleden kunne man læse, at Lars Løkke Rasmussen lover et skattestop, hvor ingen skat eller afgift må stige. Det lyder forjættende, men det er desværre nok også for godt til at være sandt. Sidst Løkke var statsminister havde han nemlig også et såkaldt skattestop, men alligevel øgede han skatter og afgifter med 24 milliarder kroner for erhvervslivet. Ja du læste rigtigt 24 milliarder kroner, selvom der var skattestop. Spørgsmålet er da efterhånden også, om man overhovedet kan stole på Løkke i pengesager.
Se for eksempel på hvor mange skattelettelser Løkke lover. Indtil videre har han snakket om skattelettelser til banker, olieselskaber, arvinger til store formuer, topskatteydere og bilejere, for bare at nævne nogle. Men det er jo sådan, at skattelettelser skal finansieres ellers ender man bare med at tørre regningen af på andre - og det vil ikke klæde ikke en statsministerkandidat som Løkke.
Godt nok peger Løkke ofte på, at han vil have nulvækst i den offentlige sektor og brugerbetaling ved lægen. Men når man spørger, hvor der skal skæres ned med nulvækst, og hvor høj brugerbetalingen skal være ved lægen, så kommer der ikke noget svar.
Alene nulvækst vil betyde 28.000 færre offentligt ansatte. Men Løkke vil ikke svare på, om de medarbejdere skal spares væk på sygehusene, i politiet eller i hjemmeplejen. Og han er jo nødt til at skære ned, før han kan bruge pengene på skattelettelser. Vi kender det jo alle sammen fra vores egen økonomi – man er nødt til at vide, hvor pengene skal komme fra, før man bruger dem – ellers ender det med ubetalte regninger og dyre rykkere.
Men Løkke lover alligevel skattelettelser til højre og venstre, selvom han ikke vil fortælle, hvor pengene skal komme fra – og han lover skattestop, selvom han som statsminister hævede skatter og afgifter med 24 milliarder kroner. Så spørgsmålet er, om du overhovedet kan stole på Løkke i pengesager?