
At en ejendomsmægler alene har fokus på sælgers interesse i at sælge ejendommen, er på ingen måde nyt for boligadvokaterne hos Ret&Råd Sundhuset.
- Vi hilser derfor den nye mæglerlov velkommen. Med de nye regler står det nu klart, at mægler er sælger og kun sælgers rådgiver, udtaler advokat Pernille Bøgh.
Køber bør tage forbehold for advokatens godkendelse
I de seneste år har vi set en tendens til, at køberne har troet, at mægleren ”passer på dem”, og forklarer dem betydningen af de mange dokumenter, som det er nødvendigt at kende, inden man køber bolig.
Denne opfattelse medfører, at mange købere har vanskeligt ved at forstå, hvorfor de bør betinge deres køb af, at deres advokat kan godkende købsaftalen.
For disse købere er det helt utænkeligt, at mægleren ikke har fortalt dem alt om boligen. De glemmer helt, at mægler er betalt af sælger og mæglerens opgave er løst, når ejendommen er solgt. Køberne overser således ofte, at de som udgangspunkt har den fulde fornøjelse af de økonomiske eller juridiske tømmermænd, som måtte opstå efter, at de har overtaget ejendommen, oplyser advokat Pernille Bøgh.
Hun er derfor sikker på, at det er meget positivt, at det nu er bestemt, at mægler er sælgers rådgiver - og ikke mindst, at mægleren fremover ikke må rådgive køberne om betydning af de dokumenter og oplysninger køberen får i forbindelse med købsforhandlingerne.
- En mægler ser behovet for og betydningen af oplysninger om ejendommen gennem andre briller, end vi gør, når vi rådgiver køberne, siger advokat Pernille Bøgh. Derudover gør hun opmærksom på, at man bør lade advokaten vurdere de juridiske konsekvenser af parternes aftaler og de dokumenter som indgår i aftalen, hvis man vil sikre sig mod ubehagelige overraskelser.
For de fleste er det at købe en bolig en meget stor beslutning. Mange købere undersøger på forhånd via deres bank, hvor dyrt et hus de vil kunne købe. På samme måde bør man som køber bruge lidt tid på at finde frem til en advokat, som kan hjælpe en sikkert gennem købet.
- Hos Ret&Råd Sundhuset er vi naturligvis glade for, at vi har et godt forhold til byens mæglere, men for os er det vigtigst, at vi er helt uvildige og derfor glæder vi os over, at langt de fleste af vores købere vælger os, fordi vi er blevet anbefalet af deres familie eller venner, siger advokat Pernille Bøgh.