
Den danske landbrugs- og fødevareindustri er ved at miste et af deres vigtigste eksportmarkeder. Ruslands boykot af fødevarer fra vesten har udløst store prisstigninger på russiske landbrugsvarer, og det får de russiske landmænd til at sætte produktionen op i et tempo, som hurtigt mindsker behovet for importerede fødevarer. Når boykotten en dag er slut, vil det være et helt andet marked, som de danske virksomheder vender tilbage til.
Det kan få store konsekvenser i Danmark. Der er de direkte berørte virksomheder indenfor landbrug og fødevareproduktion. Her var der alene sidste år tale om et tab på fire milliarder kroner, vurderer organisationen Landbrug & Fødevarer. Men her til kommer alle underleverandørerne til landbruget. Her er der en hel stribe af håndværk og brancher, hvor virksomhederne har fået væsentlig sværere ved at drive en forretning. Eksempelvis smede og maskinværksteder som vedligeholder landbrugsmaskiner.
Jeg skal ikke kloge mig på det storpolitiske. Der er givetvis mange tungtvejende grunde til, at man er nødt til at sende et kraftigt signal til en mand som Putin. Men politikerne er nødt til at skele lidt mere til konsekvenserne for landets virksomheder, når de fører sig frem i den storpolitiske arena. Der er faktisk en del virksomheder herhjemme, som kæmper hårdt for at holde forretningen kørende.
Efterhånden som konsekvenserne af handleboykotten breder sig, må man se nærmere på mulighederne for økonomisk at kompensere de berørte erhverv, der befinder sig i en ekstraordinær svær situation. Landbruget har længe haft det svært. Når man så oven i ødelægger et af deres vigtigste eksportmarkeder, er man over smertegrænsen - også for de tilknyttede erhverv. Her må man huske på, at det faktisk også er i disse virksomheder, at en stor del af Danmarks velfærd bliver grundlagt.
En dag slutter handelsboykotten. Spørgsmålet er, hvor mange virksomheder indenfor landbrug og fødevarer og ikke mindst deres underleverandører, der er tilbage til den tid. Det er ikke sikkert, at de arbejdspladser kommer tilbage lige med det samme.