Ud i det blå i en rickshaw



Jeg er med på den værste, svarede 75-årige John Dion på spørgsmålet, om han havde lyst til en prøvetur i den nye rickshaw. Her sammen med 67-årige Vivian Petersen. Begge bor på Plejecenter Præsthøjgården. Foto: Horsens Kommune/Per Algreen.

Du skal ikke blive forbavset, hvis du pludselig ser en rickshaw komme flyvende gennem luften. Det er bare ældre fra kommunens plejecentre, der får sig en tur ud i det blå.
 Aktiviteten i Sundhed & Omsorg har købt seks cykelrickshaws. Hver med hjælpemotor, rød kaleche og plads til to.
 I første omgang afprøves de nye rickshaws på Præsthøjgården, men planen er at fordele cyklerne på kommunens øvrige plejecentre, så alle ældre får glæde af dem.
 Nyerhvervelsen skal naturligvis fejres. Det sker onsdag den 25. marts kl. 15.00 hvor Ellen T. Schmidt (S) – formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget - selv er chauffør på en af cyklerne.
 Frisk luft og motion er nøgleordene for at købe de nye rickshaws – og så ønsket om at få mange flere frivillige på banen.
 - Vi vil gerne have fat i endnu flere frivillige, som har lyst til at gøre en forskel for vores ældre borgere. Og en rickshaw, der giver mulighed for frisk luft og motion, vil forhåbentlig virke tillokkende – også på de lidt yngre, siger Annika Linnet, der er funktionsleder for Aktiviteten.
 Hun tilføjer, at formålet med at købe de nye cykler også er at få involveret samarbejdspartnere fra det omgivende samfund. For eksempel Sund By Butikken, VIA University College og cykel- og motionsklubber.
 Samtidig med indvielsen af de nye rickshaws bliver der også gjort opmærksom på plejecentrets nye udendørs musikinstrumenter.
 Unge fra Musikskolen sender de blomsterpyntede rickshaws af sted med noget god musik.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025