De studerende har ikke tænkt sig at gå klassisk til værks for at give publikum fire anderledes musikoplevelser. Publikum kan opleve en fængslende kirkekoncert i Fængselskirken på Fængslet, musik i børnehøjde i Sønderbro Kirke, et bæredygtigt eventyr med fokus på madspild og en utraditionel afslapningskoncert i Klosterkirken.
Helhedsoplevelsen er vigtig
Udover at give publikum unikke oplevelser skal samarbejdet give de studerende mulighed for at prøve kræfter med den virkelige verden. I dag er det ikke nok at være en dygtig musiker. En god kunstner går i samspil med sine omgivelser og har solide iværksætterkompetencer.
- For os er det vigtigt at kunne sende de studerende ud i “den virkelige verden”. De lærer rigtigt meget gennem samarbejdet med Holmboe i Horsens. De skal forholde sig aktivt til publikum og målrette deres koncerter til en målgruppe. De skal agere professionelt og kommunikere om praktiske forhold og sammensætte koncertprogrammer, siger Thea Vesti Pedersen fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun fortæller, at de studerende i deres arbejde med de fire koncerter er meget bevidste om det publikum, de henvender sig til.
- Publikum vil opleve nogle engagerede og dygtige studerende, der spiller rigtigt godt, og som er meget ivrige efter at formidle den klassiske musik – og gøre den både tilgængelig og relevant, siger hun.
Anderledes koncertoplevelser
Lørdag den 4. marts er ”En fængslende kirkekoncert” på programmet i fængselskirken på Fængslet. Her vil Klarinettist Pernille Skjelbred og de tre organister Ylva Lind Wellsandt, Ulf Espelund Klausen og Morten Bunk, skabe en rejse ud fra temaet frihed og fangeskab. Tirsdag den 7. marts er der musik i børnehøjde, hvor unge musikere fortolker Halfdan Rasmussen. Torsdag den 9. marts sætter programmet fokus på madspild og bæredygtighed, når de studerende sammen med Det visionære køkken inviterer til middag, tilberedt med overskudsmad.
Selvom de fire koncerter har forskelligt fokus, så har de alle til formål at give publikum en unik oplevelse med den klassiske musik som omdrejningspunkt. Torsdag den 9. marts kan publikum tage til gratis afslapningskoncert i Klosterkirken i Borgergade.
- Vi vil gerne give folk et pusterum i en ellers travl og presset hverdag. Vi opfordrer folk til at ligge ned og lukke øjnene, mens de lytter til musikken. Vi håber, at det vil give folk mulighed for at slappe af, men også få en anderledes lytte-oplevelse. Kirken giver en smuk og rolig ramme til koncerten, og vi vil gøre det bedste for at skabe en endnu smukkere stemning i kirken med levende lys, siger konservatoriestuderende Sofie Kirk.
Der er fri entré til de fire musikoplevelser, dog kræver ”Et bæredygtigt eventyr” tilmelding.