KulisseLageret er byens kulturelle smeltedigel, der i nære og intime rammer hver uge præsenterer publikum for både det helt dugfriske og det velbevandrede, det brede og det smalle, og nu er foråret program ved at finde sin form.
KulisseLageret har fornøjelsen af at præsentere nogle af de spændende navne fra den danske popscene: Slumromantikeren Emil Kruse, der optrådte på årets Wall of Sound, IAMJJ med den hæse og dybe stemme, Skinz og hans finurlige tekstunivers, DR3 "Doggystyle"-aktuelle Shy Shy Shy, mr. "Blue Eyes" Nicklas Sahl med guitar og sidst, men ikke mindst eneren Katinka.
Der er rock og så er der hård rock, og der bliver rig mulighed for at ryste lokkerne, når PowerSolo spiller til april og når Hard Rock Horsens præsenterer svenske Freak Kitchen til februar. KulisseLageret kommer i samarbejde med Blues Kartellet også et smut forbi det blå univers, når californiske Hook Herrera og danske Ole Frimer Band spiller i februar.
Koncertformatet Lydhør, der nyfortolker og udvikler den klassiske musikgenrer, præsenterer til foråret en fusion mellem basunen og guitaren, når Jesper Busk Sørensen og Thea Vesti spiller i Vor Frelsers Kirke. I Forum Horsens forenes opera og argentinsk tango, når Kurt Ravn og Yamil Borges fører an i forestillingen María de Buenos Aries.
Koncertåret skydes i gang med albumaktuelle Vestbo Trio, der trækker tråde til både blues, jazz og pop. I samme uge skydes 10. omgang af Horsens All Stars i gang og tilmelding er allerede i gang.
Resten af foråret byder bl.a. på Niels Skousen, der har en lang og enestående karriere bag sig. I 2019 fejrer han sin 75-års fødselsdag og det markeres med en koncertrække, der bringer ham og band forbi KulisseLageret i april.