Topaktuelle navne som Trio Vitruvi og Den Danske Strygekvartet i samspil med Dreamers Circus giver koncert i Horsens til marts, men er man musikalsk nysgerrig og går ombord i hele festivalpakken, er der masser af andet godt i vente fra såvel epicentret som de fjerneste hjørner af den klassiske musiks univers.
Den Danske Strygekvartet har netop vundet P2-prisen for deres folkemusikudgivelse, Wood Works, som de på sidste års festival løftede sløret for. I år vender de tilbage til festivalen i samme gode selskab med folkemusiktrioen Dreamers Circus og de giver sammen publikum flere smagsprøver på deres formidable evne til at mestre det bedste fra de to genrer - folkemusikken og det klassiske.
Trio Vitruvi, som sidste år vandt P2s kammermusikkonkurrence og nu har en fyldt kalender med engagementer og konkurrencer i ind- og udland er også lidt af et scoop for festivalen. Violinisten Niklas Walentin gæstede festivalen i samspil med pianisten Ulrich Stærk for et par år siden. En koncert der varslede et genhør, som nu viser sig at være i trioformatet sammen med pianisten Alexander McKenzie og cellisten Jacob la Cour.
Her udover kommer en perlerække af andre danske musikere også på banen i Horsens. DR’s Vokalensemble leverer optaktskoncert weekenden før festivalen, Den Danske Messingkvintet og kvartetten 2X2P (to pianister og to percussionister) giver koncert i weekendens løb og pianisten Marianna Shirinyan og Esbjerg Ensemble får lov til at afrunde festivalen på Horsens Kunstmuseum søndag d. 15. marts.
Carl Nielsen på plakaten
I 2015 fejres Carl Nielsens 150 år - også på Holmboe-festivalen, hvor flere af ensemblerne i programmet markerer jubilæet med værker af den store komponist. Festivalen præsenterer desuden en familiekoncert med trioen Zenobia, der inviterer børn og voksne med på musikalsk tur i komponistens fodspor med udgangspunkt i hans sange.
Et stort amatørprojekt, iværksat af festivalen i samarbejde med foreningen Klassisk Horsens, er en opførelse af Fynsk Forår med lokale medvirkende korister og musikere. Et projekt der allerede nu så småt er løbet i gang i øvelokalerne.
Møder i musikalsk grænseland
Traditionen tro bliver der også plads til det mere eksperimenterende og musik, der er svær at sætte i genrebås, i festivalens program. Bl.a. lægger Morten Kargaard Septet op til festivalen i kirken på Fængslet med en koncert, som må siges at være en musikalsk hybrid - og lutter vellyd. Mere eksperimenterende er workshops og gratis koncerter med Jeppe Just og lydkollektivet CEO Circuit Bending.
Containerkoncerter og gågadeflygel
For de nysgerrige, eventyrlystne og dem der ikke rigtig tror klassisk musik er noget for dem, kan KoncertContaineren give en lille smagsprøve på genren. På Søndergade i Horsens kan man komme ind til 3-5 minutters musikoplevelse i intime rammer og forhåbentlig gå beriget derfra. Man kan ikke vælge, hvad eller hvem man vil høre - til gengæld er minikoncerterne gratis og uden tilmelding! I festivaldagene vil der desuden være flygel i Kuben, Horsens’ lille glaskulturhus på gågaden, hvor der er basis for undervisning, workshops, korprøver og små klaverkoncerter.
Alle de klingende toner sættes i et spændende perspektiv, når hjerneforsker og musiker Peter Vuust allerede d. 5. marts lægger op til festivalen med foredraget ”Musik på hjernen”, der fortæller om, hvad der sker i hjernen, når vi spiller og lytter til musik. Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem festivalen og FOF Rosing-Ræderske.
Festivalen tilbyder en partoutbillet, Holmboebilletten, til kun 300 kr., så der er rig lejlighed til at tage på musikalsk opdagelsesrejse i festivalprogrammet. Billetsalg findes online på hjemmesiden samt ved indgangen før koncerterne.