
Commandersergent Flemming Pallesen (t.h.) parlamenterer med den preussiske kaptajn efter erobringen af Dybbøl skanserne 18. april 1864. Billedet blev taget i 2014 – 150-året for 1864 krigen – da DR var på Als for at lave optagelser om Jydske Landsoldater.
Selvom historien foregik i 1864, er soldaterne spillevende, når de fredag den 19. juni – bevæbnede og i fuld uniform - tropper op på Lundskolen.
Der er tale om tre soldater. En løjtnant og to commandersergenter.
Besøget, der afslutter 7. klasses elevernes undervisning i de historiske begivenheder omkring 1864, byder også på eksercits med eleverne.
- Det er første gang, vi sammen med De Jydske Landsoldater laver sådan et arrangement for alle elever på 7. årgang, men det falder helt i tråd med reformens intentioner om at samarbejde med foreningerne. Vi håber, eleverne vil opfatte indslaget som prikken over i’et med hensyn til at få et realistisk billede af tiden dengang, siger Bent Ole Nielsen, der er historielærer på skolen.
Han tilføjer, at eleverne nok vil finde det ekstra spændende at høre soldaterne fortælle om deres medvirken i TV-serien 1864, der sidste år rullede over de danske TV-skærme.
Ifølge Flemming Pallesen, der er formand for foreningen Jydske Landsoldater, må besøget gerne give eleverne et billede af de samfundsmæssige spor krigen i 1864 efterfølgende trak. Blandt andet med hærens udstationering i Irak og Afghanistan men også i form af mere fredelige initiativer som oprettelsen af andelsbevægelsen og beplantningen af den jyske hede.