
Som svar på Peter Bregenov’s spørgsmål kan jeg oplyse, at Dansk Folkeparti ikke har nogen intentioner om at forringe forholdene for landets førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, folkepensionister eller andre, der er på offentlig forsørgelse. Heller ikke hvis vi får tilsagn om en rød og hvid grænsebom.
Hvis vi tager førtidspensionerne først, har det på et tidspunkt nok været lidt for let at få tilegnet sig en sådan og udlændinge er klart overrepræsenterede i forhold til danskere. Jeg kunne godt forestille mig at man i sager, hvor der ikke åbenlyst er tale om en permanent uarbejdsduelighed, regelmæssigt bliver kontrolleret, hvorvidt man stadig er så syg, at man ikke kan varetage et arbejde.
Hvad angår kontanthjælpen, kan det siges ganske kort. Dansk Folkeparti kommer ikke til at lægge stemmer til en nedskæring af kontanthjælpen for danske borgere, men så gerne en genindførelse af starthjælpen til nyankomne asylansøgere, så det ikke længere er så lukrativt (ca. 450.000 kr. pr. familie ved 2 voksne og 3 børn) at søge mod Danmark.
Dansk Folkeparti er, om nogen, garant for et værdigt liv til vore ældre medborgere og derfor går vi også ind for et nedskæringsstop på dette område. Endvidere så vi også gerne, at man kunne hæve grundbeløbet for landets folkepensionister. Desværre har vi kun et budget og når visse partier vælger at sende børnepenge til bl.a. Rumænien og øge asyludgifterne med 9 mia. alene i 2014, ja så skal de penge findes et andet sted, og som oftest retter de selvsamme partier sparekniven mod disse befolkningsgrupper, der gør mindst modstand.
Dagpengereformen var en DF opfindelse, hvilket vi har stået ved lige fra start. Dog skal det nævnes, at vi allerede inden valget i 2011 kunne se at de tal, denne reform bygger på, bl.a. pga. importen af underbetalt østeuropæisk arbejdskraft ikke holdt stik. Derfor har vi da også flere gange opfordret Socialdemokraterne til at danne flertal med EL, SF og Dansk Folkeparti for at få rullet reformen tilbage. Det har man fra Socialdemokraterne side desværre ikke ønsket, men jeg er sikker på, at hvis dette ændres efter valget, kan der nok findes en fornuftig løsning sammen med Dansk Folkeparti.