Generelt er det en glæde, at kunne hjælpe andre. Det er en gave at kunne vise gæstfrihed og mangfoldighed, og tolerancen spænder vidt når det kommer til offer for krig og ufred. Særligt kan mit hjerte brænde i en smertefuld stund, når jeg ser uskyldige kvinder og børn der magtesløse bliver offer under krisen. Så jeg giver glædeligt et beløb til Røde Kors, UNICEF eller andre hjælpeorganisationer.
Under normale omstændigheder skulle der vel egentligt være en mand til at forsørge, beskytte og trøste kvinden og barnet, men desværre ser vi i dag, at mange af disse mænd er flygtet. I kampen gav de op og forlod de elendige forhold for at søge mod guld og grønne skove i vesten.
Måske kan man ikke bebrejde dem, at de søgte væk, men man kan stille sig underen over, hvorledes de kunne forlade kvinder og børn. Ikke kun de af deres egne familie, som de jo også gjorde, men ligeledes deres landsfæller af kvinder og børn der bliver forladt til en uvis skæbne.
Kvindernes og børnenes skæbne og fremtid burde ligge i de ressourcer som mændene har, eller havde.
Mændenes styrke burde ligge i, at kæmpe for en frihed til at kunne opbygge et fredfuldt land med en god infrastruktur. Et land med muligheder for demokrati, frihed, rettigheder og ligeberettigelse. Et land med skoler, hospitaler og lov og orden. Ligesom man har gjort i andre lande igennem hundrede af år, herunder Danmark.
En udvikling kommer ikke fra dag til dag, men det er dog lettere i dag at få hjælp fra vesten, der både har økonomi og viden til at hjælpe med opbygningen af landet.
Men mændene stak af, og vi indbød ressourcerne at komme her til vesten. Vi tømte en fremmed stat for dets ressourcer, og således svigter vi muligheden for udvikling i verden omkring os.
Der kan bruges stærke ord om disse mænd for deres flugt. Kujoneri, landsforræderi, bedrageri osv., men i vesten bærer vi ligeledes en del af skylden.
Men dette indlæg er ikke om mændene.
Det er mere den uforståelige flygtningepolitik som vesten har forfejlet med, ved at åbne grænsen for et fåtal af verdens 50 millioner flygtninge, ved at love mere end vi kan holde. For det er jo ganske korrekt, at vi ikke kan tilbyde guld og grønne skove til 50 millioner mennesker.
Næh dette indlæg handler mere om det frygtlige i, at vi i vores forgæves forsøg på at opnå en velsignede samvittighed for at kalde os selv humanistiske, har forpasset en stor mulighed for at hjælpe en nødlidende befolkning verden over, med en større og mere tilstrækkelig nødhjælp. Vi har ganske simpelt for travlt, i vores korrekte politiske indstilling, med at bruge milliarder af kroner til at gøre et absolut mindretal tilfreds i trygge rammer. Alt imens vi svigter kvinder og børn verden over.
Flere hjælpeorganisationer hjælper en verden omkring os, med ild og sjæl, med initiativ og beslutsomhed. Organisationer der ser virkeligheden for en befolkning der lider under krig, sult og naturkatastrofer hver eneste dag.
Således har for eksempel UNICEF hjulpet 900.000 børn i Mellemøsten med varmt tøj, tæpper og mad.
men….
De sidste 4 år har 7 millioner børn i Syrien levet i flugt med begrænset adgang til varme, vand og mad. Under vinterens ekstreme kulde har mødre i desperation måtte se sine børn fryse ihjel i kulden. Kvinder og børn der ikke havde råd til menneskesmugler, eller styrken til en flugt gennem nabolande inklusiv fem vestlige lande for at komme til Danmark.
De kunne ingen hjælp få, fordi vi i Danmark syntes at det er vigtigere at hjælpe en dråbe i havet af verdens flygtninge, med en tre værelses lejlighed med nye møbler og lovning om arbejde og sociale ydelser.
Jeg føler skammen, når jeg tænker på den uretfærdige behandling vi giver. At lade få flygtninge få mere end de nogensinde har haft, og give dem mere end de kunne have drømt om, blot for at tilfredsstille vores eget egocentriske ideal om, at vi skal være mere humane?
Men Kvinder og børn i Syrien er ikke de eneste der lider i verden.
I Sydafrika lever der millioner af børn på gaden. UNICEF mener at der på verdensplan er 100 millioner børn, uden håb for skolegang, uddannelse eller hjælp ved sygdom. De lever af hvad de kan finde på gaden eller tigge sig til. De er identitetsløse og derfor eksistere de ikke, og derfor kan de ingen hjælp få. Millioner af børn.
Overalt i verden er folk på flugt fra krig, sult og naturkatastrofer, og deres eneste ønske er, at få et sikkert hjem med tag over hovedet. De drømmer ikke om en tre værelses lejlighed med nye møbler og pæne gardiner, om sociale ydelser eller et 37 timers ugentligt arbejde, men blot om at overleve.
Så tænk på dem, kvinden og barnet og de millioner af andre, hver gang du betaler 100 kroner til Røde Kors, UNICEF eller en anden hjælpeorganisation, for imens betaler du ligeledes din del af 9,2 milliarder skatte kroner til en meget lille gruppe af personer, der fandt pengene og måden at flygte på, hele vejen til Danmark så de kunne få en tre værelses lejlighed.
9,2 milliarder kroner der havde betydet en kæmpe forskel for kvinden og barnet du ikke magtede at nå, i din søgen efter en bedre samvittighed.
Stands den vanvittige og misforståede forståelse af humanitær hjælp vi forære væk i dag.
Hjælp de lidende der hvor de har behov for det, så også de kan bevare og styrke deres egen kultur, religion, sprog og en hverdag sammen med familie og venner, under fredfyldte muligheder for livsglæde og en fremtid i tryghed og sikkerhed.
Hjælp dem der hvor de er.
