Et godt arbejdsliv



I sidste uge havde jeg den fornøjelse at være til lyttemøde med en række lokale tillidsvalgte og arbejdsmiljørepræsentanter fra 3F. Dagens emne var arbejdsmiljø, og jeg må sige, at mødet og de ting, jeg hørte på mødet virkelig bekræftede mig i, at et godt og sundt arbejdsmiljø burde være et emne, der stod højt på dagsordenen til et kommende folketingsvalg.
Godt nok er mediedagsordenen lige nu fyldt op med terror og radikalisering, men træder man et skridt tilbage, så er risikoen for at komme til skade på en arbejdsplads stadig betydeligt større en risikoen for at komme til skade ved et terrorangreb.
Dårligt arbejdsmiljø kan ramme os alle, men særligt i den gruppe arbejdstagere 3F repræsenterer, er der mange der døjer med konsekvenserne af et både fysisk og psykisk udfordrende arbejdsmiljø. Nedslidning er et stort problem. Konkurrenceudsættelser og højt arbejdstempo slider på 3F’erne. Hver femte føler sig nedslidt og hver anden tager jævnligt smertestillende piller, for at kunne passe deres arbejde.
Der er altså behov for at prioritere arbejdsmiljøet mere. Dels ved at sidestille fysisk og psykisk arbejdsmiljø i endnu højere grad. Ved at styrke arbejdstilsynets indsats med flere ressourcer. Men også, i forhold til især gruppen af arbejdstagere som 3F repræsenterer, at tænke nyt i forhold til tilbagetrækning for de mest nedslidte. Det kunne eksempelvis være i form af en mere differentieret pensionsalder, der i højere grad tog hensyn til hvor længe en person har været på arbejdsmarkedet og graden af fysisk og psykisk nedslidning.
Alle har brug for og burde også have ret til et ordentligt arbejdsliv. Men det er også vigtigt, at vi kan slutte arbejdslivet på en værdig måde og nyde et godt, velfortjent og forhåbentlig langt otium, hvor vi ikke er invaliderede på krop og sjæl.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025