Med sit sædvanlige veludviklede behov for selviscenesættelse fik den dansk-polske film Ida i december EU´s årlige Lux Pris. Der er ikke noget galt med filmen, det er derimod selve ideen med Lux Prisen, den er helt galt med.
Lux Prisen, som er Europa-Parlamentets filmpris, uddeles hvert år. Formålet med prisen er at støtte film, der illustrerer de europæiske værdier og bidrager til debatten om europæisk integration. Det er Europa-Parlamentets 751 medlemmer, der bestemmer, hvem der skal have prisen.
Den form for smagsdommeri, hvor folkevalgte politikere spiller filmeksperter og stemmer på den film, der passer til deres verdensbillede, er ikke til at holde ud.
Kunst og kultur, heriblandt film, skal underholde, provokere, gå efter magthaverne, religioner og enkeltpersoner med sylespidse hentydninger og holdninger. Det er på ingen måde Europa-Parlamentets rolle at bedrive kulturpolitik og uddele filmpriser ud fra kriterier om mere europæisk integration.
Politikere er ikke sat i verden for at være filmeksperter, endsige være smagsdommer på kunst og kultur. Det er derimod politikernes rolle at understøtte kunst og kultur, så det har muligheden for at skubbe til grænser; at skrive, udstille, tegne eller andet uden at frygte for konsekvenserne.
Hvis Europa-Parlamentet overhovedet skal blande sig i kulturpolitik og fremme ’såkaldte’ europæiske værdier, skal ytringsfriheden endnu højere på dagsorden.
Det er der langt mere brug for i dagens Europa.
