
Horsens Folkeblad og Østbirk Østjydsk Avis har haft en del læserbreve for og imod, dog flest imod, omkring planerne for Nordhavnen i Horsens. Er det utilfredshed med den kommende lokalplan for området, som skribenterne jo kan få indflydelse på ved indsigelse i lokalplanen, som er til høring. Eller er det mere et politisk ærinde imod vores borgmester Peter Sørensen, som tilsyneladende skal tage hele skraldet for det siddende byråd. Byrådet på nært et enkelt parti, har dog stemt et flertal igennem for Byggeriet på Nordhavnen.
Der skrives i læserbrevene om sigte linjer, og et hus, der bliver for højt, samt huse for tæt på havnelinjen. Og en ophalerplads til vinteropbevaring på Sydhavnen af sejlbåde, der er utilfredshed med pladsen til sejlkonkurrencer, ja man kunne jo blive ved.
Det var da også træls, da man for år tilbage, byggede på mudderet/Langelinie. En fodboldbane forsvandt, køreturen til vandkanten af fjorden at sidde og spise en isvaffel på stenene eller på den enkelte bænk, hvis der var en ledig plads, en dejlig sommeraften med konen og børnene. Byudviklinger tager mange gange almindelige menneskers ”åndehuller”.
Men hvad er alternativet til det, som vi i Horsens har set på i mange år på havnen. Udsigten fra Gasvej og de andre gader ud til Øster Kirkegård, det har jo været slæbebåde og andet udstyr til arbejdet på vandet. Fabriksbygninger hele vejen ud til Langelinie af forskellig slags, samt ikke at forglemme de store tankanlæg, og kullagrene, som har præget området. Alt dette har hørt en anden tid til, det var godt og skabte arbejdspladser dengang, før i tiden. For at se vandet i havnen, skulle man op på sygehuset, eller være nede i havnen.
Byggeplanerne nu for inderhavn og Nordhavn skaber også arbejdspladser under udviklingen af området, og i fremtiden skaffer det skatteindtægter af beboerne i dette nye område til Horsens Kommune. Skatteindtægter af nye tilflyttere til Horsens Kommune er nødvendigt for udviklingen af kommunen, da hævelser af skatten er udelukket, det har politikerne på Christiansborg lukket for.
Jeg tror at det nye byggeri vil blive flot og eftertragtet med dets beliggenhed og vandkanaler mellem husene. Og cirkuspladsen, det grønne område med den nye badebro, samt det grønne område, hvor den hedengangne Horsens badeanstalt har været, kan vel bruges ved sejlerstævner. Med lidt god vilje og omtanke bliver Nordhavnen til et flot og eftertragtet område.