
Regeringen har, som det er de fleste bekendt, lavet en såkaldt togfond, der skal skaffe hurtigere tog i Danmark. Jeg er tilhænger af hurtigere tog mellem landsdelene, men jeg er ikke tilhænger af, at store østjyske byer som Horsens og Vejle bliver hægtet af det primære tognet, og jeg er lodret imod en ny togbro over Vejle Fjord, der vil ødelægge den smukke natur og de fredede skrænter på begge sider af fjorden.
Derudover er togfonden underfinansieret med 10-15 mia. kroner på grund af faldende oliepriser, og det er penge, som skal findes løbende på de kommende finanslove gennem besparelser eller fra skatteborgernes lommer. Det er ikke en god idé.
Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF har stemt ja til regeringens plan, og SF’s folketingskandidat i Horsens, Paw Amdisen, bakker her i Østbirk Avis den 20. maj op om både togfond og togbro over fjorden trods kommuners og borgeres modstand på begge sider af fjorden.
Det må han gøre, som han vil, men når han samtidig siger, at jeg bakker op om en togføring uden om Horsens, taler han direkte usandt. Jeg vil selvfølgelig bevare Horsens på den primære linjeføring mellem nord og syd. Punktum. Jeg har aldrig sagt eller ment andet, og jeg synes faktisk Paw Amdisen enten skal prøve at bevise sin usande påstand eller trække den tilbage. Der må være grænser for, hvad man kan opfinde for egen regning.