Ingen gode løsninger



En mindre del af den samlede vejplan for Horsens by har fået meget opmærksomhed siden planerne blev offentliggjort. Det drejer sig om den sydlige del af omfartsvejen omkring Horsens by, hvor der i planerne er lagt op til at vejføringen skal gå mellem skovområdet ved Klokkedal og et andet mindre skovområde - Boller Overskov. Selvom man af forskellige politiske udmeldinger og Facebook-opdateringer kunne få den opfattelse, at planerne er at føre den nye omfartsvej gennem Klokkedal-skovområdet, så er dette altså ikke tilfældet. Der er ikke lagt op til, at skoven skal fældes og gennempløjes af omfartsvejen, hvilket er vigtigt at understrege.
 Det er dog rigtigt som Naturfredningsforeningen har påpeget, at der selvfølgelig kan blive et anderledes lydbillede i skoven og at dyrelivets passage mellem Klokkedal-skoven og Boller Overskov kan blive forstyrret. Om selvom der i planerne for omfartsvejen bliver taget højde for dette med faunapassager, nedgravning af vejen og støjvolde, så er det klart, at løsningen ikke er 100 % optimal for natur og dyreliv. Heller ikke selvom vi nok på mellemlang sigt bevæger os mod elbiler. Noget der vil kunne løse støjproblemet på lidt længere sigt.
 Til gengæld åbner linjeføringen mellem Klokkedal og Boller Overskov for at bygge en dæmning ved den sydlige del af Horsens Havn, som bliver altafgørende i forhold til at klimasikre Horsens midtby, og passagen gør det også nemmere for lastbiler at komme til og fra havnen og betjene de skibe, som i virkeligheden er en af vores allermest klimavenlige transportformer. Dette taler klart til Klokkedal-løsningens fordel set fra et grønt perspektiv.
 Men stadig, så er Klokkedal-løsningen ikke perfekt og har nogle naturmæssige uhensigtsmæssigheder knyttet til sig.
 Alternativet er dog heller ikke godt. Faktisk værre. Indtil videre er de alternativer til en omfartsvej, der er blevet præsenteret nemlig at udvide vejene og dermed trafikken ned igennem den sydlige del af Horsens by – Højvangen, Dagnæs, krydset ved Dagnæs Skole, Bankager og Høegh Guldbergsgade. Dele af byen, som allerede i dag er hårdt trafikerede (og bliver det endnu mere i fremtiden). Ikke nogen god løsning.
 I virkeligheden findes der ikke nogen helt god løsning. Og i sidste ende bliver det mere et spørgsmål om at finde den mindst ringe løsning. Selvom vi i SF gerne afventer bedre alternativer og ikke endeligt har stemt for selve vejprojektet langs Klokkedal, så vil jeg dog mene, at en løsningen med at lade omfartsvejen løbe her ind til videre er den mindst ringe løsning. At se på, imens hele Horsens midtby bliver én stor trafikprop – endnu mere end nu – er i hvert fald heller ikke holdbart.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025