
Mit indlæg i Østbirk Avis Østjydsk Avis ”Byg til skolen i Hatting” omhandler hverken skolesammenlægninger, skoledistrikter eller hvor mange skoleår man indtil videre fysisk har haft mulighed for at gå i skole i Hatting, som Lone Ørsted skriver.
Indlægget omhandler investering omkring Horsens, at turde ”ville” lokalsamfund i Horsens Kommune, og give grobund for en udvikling, der giver større livskvalitet i lokalsamfundet.
Skolen i Hatting er blot et eksempel på en mulighed af mange, når man skal foretage en investering. I Hatting er der udsigt til et lokalsamfund, som i antal vil være elever nok til en fuld skolepakke. Investering med omtanke.
Jeg er helt bevidst om at en politiker som Lone Ørsted, der var primus motor for at ville lukke udskolingen i over halvdelen af oplandsbyerne for 2 år siden, er min direkte modpol for mere udvikling omkring Horsens.
Det er jeg glad for at der bliver sat en tyk streg under, inden vælgerne skal sætte kryds den 21. november.
Det glæder mig også at Lone Ørsted giver udtryk for at skolebestyrelsen på de skoler, som står foran kapacitetsudvidelse, har så store beføjelser, som Lone Ørsted illustrerer. Det er nyt for mig, og ikke den oplevelse jeg har i hverdagen.
Vi skal have et Horsens i balance. Og vi skal have valgt nogle politikere, som også vil forandring omkring Horsens. Herunder også nogle forandringsparate Socialdemokrater.