LÆSERBREV: Klassiske DF-aftryk på finansloven



Claus Kvist Hansen, MF. Horsens byråd, Dansk Folkeparti

Med paradigmeskiftet bliver indvandringspolitikken vendt på hovedet. Myndighedernes tilgang går fra fokus på integration til fokus på hjemsendelse. Og alle asylansøgere skal skrive under på, at de kun er her midlertidigt. Derudover opretter vi et nyt udrejsecenter på øen Lindholm til de mest hårdkogte, udviste udlændinge. Her skal de så opholde sig, indtil de sendes hjem, så vi har bedre kontrol med deres gøren og laden.

Hvad angår forholdene for vores pensionister, så afskaffer vi allerede fra næste år satspuljen. Dermed slipper folkepensionisterne for den mindre regulering, der år efter år har betydet, at pensionen er steget med en lavere takst end den almindelige lønudvikling i samfundet. Over tid vil det blive til rigtig mange penge. En beregning foretaget af Finansministeriet viser således, at havde satspuljereguleringen aldrig fundet sted, så ville en enlig folkepensionist med fuldt grundbeløb og fuldt pensionstillæg have haft 8.000 kr. mere i pension om året, ligesom Ældre Sagen har beregnet, at hvis udhulingen fortsatte de næste 10 år, så ville den samme folkepensionist få 5.800 kr. mindre i pension om året.

Dertil kommer, at vi har lempet modregningsreglerne. Det betyder, at det fremover bedre kan betale sig for mange folkepensionister at give et nap med på arbejdsmarkedet.

Oveni disse tiltag skal man lægge en række af investeringer på sundhedsområdet. Blandt andet afskaffes brugerbetaling for kommunale akutpladser. Finansloven afsætter 650 mio. kr. over de kommende år til at give grund for en mere værdig alderdom. Investeringer, der tilmed skal ses i lyset af de seneste tre finanslove, hvor vi hver gang har afsat et milliardbeløb til vore ældre.

Claus Kvist Hansen, MF. Horsens byråd, Dansk Folkeparti
Byvangen 81, Horsens

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025