
Hvis en borgmesterkandidat i Horsens vil gøre sig håb om DF’s støtte, så skal vedkommende garantere, at alt halalslagtet kød fjernes fra de kommunale køkkener og ikke serveres til borgerne i kommunalt regi. Så klart er budskabet fra spidskandidat Claus Kvist Hansen og lokalformand Michael Nedersøe forud for Kommunalvalget 21. november.
- Borgerne skal vide, hvor vi står. Og for DF er det vigtigt, at borgerne i Horsens Kommune ikke skal være tvangsindlagt til at spise rituelt slagtet kød. Og hvis en borgmesterkandidat vil gøre sig håb om DF’s opbakning, så skal det være slut med halalkød i de kommunale køkkener, siger Claus Kvist Hansen.
- Det hører ingen steder hjemme, at en kommune skal imødekomme religiøse særkrav til den mad, som man serverer for kommunens borgere. Hverdagsliv og religion skal holdes adskilt, siger Michael Nedersøe.
For den almindelige forbruger kan det være meget vanskeligt at fravælge rituelt slagtet kød, da mærkningen er særdeles mangelfuld. Det er ikke rimeligt, at borgere, som spiser mad fra kommunen, ikke kan vælge at sige nej tak til rituelt slagtet kød. Samtidig er det yderst problematisk, at fødevarevirksomheder, som af hensyn til eksporten ønsker at blive halalcertificeret, bidrager økonomisk til islamiske organisationer, som ofte arbejder for at udbrede en meget konservativ form for islam præget af antidemokratiske og kvindeundertrykkende værdier. Det tror vi, at de fleste forbrugere helt klart gerne ville bede sig frabedt, hvis de var klar over det.
Derfor vil DF kræve af en evt. kommende borgmester, som måtte ønske DF’s støtte, at alt rituelt slagtet kød fjernes fra kommunens køkkener og, at kommunen sikrer sig, at leverandørerne skal garantere, at varerne ikke er halalslagtede og at der ikke er afholdt religiøse afgifter. Det er en forudsætning for, at DF kan pege på en borgmesterkandidat i Horsens Kommune.