
Horsens Kommune vil lave nedskæringer på linje 9. Man vil fjerne 5 stoppesteder på Borgmestervej og Vestergade. Begrundelsen er, at bussen skal komme hurtigere ned til banegården.
Ældre og handicappede på Borgmestervej har nu mulighed for at øge deres kondital med rolatorræs ned til Vestergade for at tage en regionalbus. Det går de samme grupper på Vestergade godt nok glip af, men de får stadig kampen for at komme op i en regionalbus til fælles. Regionalbusser kan nemlig ikke sænke siden, mens ældre og gangbesværede stiger ombord.
Bedrøveligt nok bliver det snarere sådan, at disse i transportmæssig henseende udsatte grupper, bliver isolerede i deres hjem uden mulighed for at benytte sig af byens tilbud.
Havde det været i Stensballe var det aldrig gået, men nu er det i det yderste af Vestbyen, og Fanden tager de sidste.
Buschaufførerne er ellers kommet med en god idé. Vend ruten om så bussen i stedet for at køre ad Priorsløkkevej, Borgmestervej og Vestergade kører den modsatte vej rundt. Så er der kun højresving, og man undgår ventetid på tværgående trafik på Vestergade, og man kan spare ca. 2 minutter. ”Som om chauffører har forstand på politik”.
Også Ældresagen har påpeget problemet, men nu ved vi tilfældigvis at borgmester Peter Sørensen er ret ligeglad med ethvert skriv der ikke bliver læst af mindst 5000 mennesker.
Og så er det jo som nævnt ikke Stensballe, og dermed er der hverken stemmer eller penge i de ”ældre skiderikker”. Så i det her tilfælde bliver det som udvalget for teknik og miljø har bestemt, uagtet gode ideer, høringssvar og indsigelser.