LÆSERBREV: Nedslidning kræver nye løsninger



Paw Amdisen, folketingskandidat for SF i Horsens-kredsen

Jan Balck fortæller om en hverdag med et hårdt fysisk arbejdsmiljø, der kulminerede med en ansættelse hos Danish Crown fra 2005-2015, hvor kroppen endeligt sagde fra.

Jeg synes Jans historie er ganske forfærdelig, og desværre peger den direkte ind i en stor samfundsmæssig problemstilling, som vi i den grad mangler at håndtere politisk: Nedslidning på arbejdsmarkedet.

I mange år har vi bildt os ind, at fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet var en saga blot. Det er det ikke. Og i tilgift med den fysiske nedslidning oplever vi nu også psykisk nedslidning som et kæmpe problem. Ikke mindst i de erhverv, hvor der er store følelsesmæssige krav i arbejdet.

Det er fint, at der et begyndende fokus på tilbagetrækning og pensionsalder. Mit eget parti og senest Socialdemokraterne er kommet med nogle bud på en ændring af vores pensionssystem og muligheder for en mere fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Men vi bliver altså også nødt til at se på arbejdsmiljøet og på hele forebyggelsesdelen. Det kan ikke være rigtigt, at vi i 2019 har arbejdspladser, hvor man bliver syg af at være.

I vores lokale sag kan jeg se, at Danish Crown ikke mener der er noget at komme efter. Men så længe det kan gå så galt for nogen, som det er gået for Jan Balck, så kan jeg ikke se andet, end at noget må kunne gøres bedre i forhold til arbejdsmiljø og forebyggelse. Og det samme gælder selvfølgelig mange andre arbejdspladser. Private som offentlige.

Kigger man på langtidssygemeldinger, som måske kan være en indikator for problemer med arbejdsmiljøet, så er der over de seneste tre år sket en stigning her i Horsens Kommune fra 424 til 502 langtidssygemeldinger.

I forhold til sygedagpengesagerne, som er der hvor konsekvenserne af et dårligt arbejdsmiljø for alvor kan mærkes i de kommunale budgetter, så viser en aktuel opgørelse, jeg har fået af forvaltningen i Horsens Kommune, at de to arbejdspladser, der er topscorere, er kommunen selv med 22 sager og Danish Crown med 12 sager, hvor der er tale om borgere bosat i Horsens Kommune. Det høje antal afspejler selvfølgelig, at det er nogle af kommunens største arbejdspladser, men måske også, at der er plads til forbedringer.

Det er selvfølgelig ikke sikkert, at alle sager drejer sig om arbejdsrelaterede sygemeldinger, men et godt gæt ville være, at de udgør en væsentlig del af sagerne.

Men det allerværste er selvfølgelig de menneskelige konsekvenser, som historien om Jan Balck jo også viser. Og det bør også være grunden til, at det nu må være tid at handle. Ikke bare politisk, men også på arbejdsmarkedet. Vi må udvikle en nultolerance over for dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
I en tid med mangel på arbejdskraft og rekrutteringsproblemer må især arbejdsgiverne kunne se fordelen i at udvikle sunde arbejdspladser, hvor fysisk og

psykisk nedslidning bekæmpes med alle midler.

Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, folketingskandidat for SF i Horsens-kredsen

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025