Politisk plattenslageri



Troels Lund Poulsen langede i sidste uge kraftigt ud efter Horsens Kommune, som efter hans mening leverer en mangelfuld indsats for aktivitetsparate modtagere af kontant- og uddannelseshjælp. Sammen med fire andre kommuner har Horsens Kommune således modtaget et brev fra Troels Lund Poulsen, hvor han beder om en redegørelse for det, han ser som en mangelfuld indsats på området. Troels Lund Poulsen bygger sin kritik på en analyse lavet af hans eget embedsværk, der bygger på tal fra 2015, og en statistisk opgørelse over kommunernes indsats i forhold til virksomhedspraktik og mentorforløb fra marts 2017.
 I Troels Lund Poulsens markedsføring af angrebet på de fem kommuner står det centralt, at de fem kommuner, der bliver hængt til tørre af ministeren, er de fem kommuner, der gør mindst for at få de aktivitetsparate ydelsesmodtagere ud på arbejdsmarkedet. Altså en slags negativ top fem over de kommuner, der laver den dårligste indsats.
 Hvordan Troels Lund Poulsen når frem til denne konklusion og hvorfor Horsens Kommune er havnet i denne negative top fem er dog lidt af et mysterium. Der er selvfølgelig en lang række aktiviteter, som ministeriet ikke regner med i deres opgørelse, og det kan jo til dels forklare hvorfor Horsens figurer med en andel på 30 %, der ikke har modtaget en aktiv indsats. Men ifølge den tabel, som Troels Lund Poulsen selv bruger som afsæt for sin kritik, så rækker andelen alene kun til en indplacering som nummer 20 ud af landets 98 kommuner.
 For at finde ud af hvorfor Horsens Kommune til trods for denne indplacering ender som nummer 5 ud af 98 er man nødt til at læse Troels Lund Poulsens følgebrev, hvor det fremgår, at et andet udvælgelseskriterium også har været på spil. Nemlig at det er de kommuner med størst andel, som har mindst 250 borgere i målgruppen, som er blevet udvalgt til ministeriets negative top fem. Hvorfor netop 250 borgere er udvælgelseskriteriet fremgår ikke. Der er således kommuner, der har en højere andel og henholdsvis 244 og 228 borgere i målgruppen, som slipper for påtale og omvendt også en kommune med en lidt lavere andel på 22 %, men med 401 borgere i målgruppen, som også klarer frisag. 51 af de 98 kommuner har en andel på 20 % eller mere, og hvorfor Horsens Kommune med sine 30 % skulle være særlig dårlig til at yde en indsats for de aktivitetsparate virker i den sammenhæng mildest talt dunkelt.
 Nu kan man jo altid diskutere om det er rimeligt eller særlig smagfuldt at hænge nogen ud i pressen, som ikke har fået lov til at forklare sig og samtidig buldre i Politiken om, at den dårlige indsats helt sikkert skyldes manglende politisk lederskab i kommunerne. Men set på baggrund af de tal, som Troels Lund Poulsen selv bruger, så virker placeringen af Horsens i en særlig negativ top fem som det rene politiske plattenslageri, som kun kan bunde i et ønske om at udstyre sine politiske Venstre-venner i Horsens Kommune med (løst) krudt til den kommende kommunalvalgkamp.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025