Så fik valgkampen en ende. Lidt over tre uger med fuld gas på de politiske diskussioner. Både på gaden, til vælgermøder og i medierne. Og til slut vælgernes dom i et valgresultat, der var tættere, end mange havde forestillet sig for ganske få måneder siden, men også et valgresultat, der på mange måder er endnu mere ”mudret”, end valgresultatet i 2011.
Lars Løkke Rasmussen som potentiel statsminister spændt ud mellem Dansk Folkepartis krav om større vækst i den offentlige sektor og Liberal Alliances krav om betydelige besparelser i den offentlige sektor, og så sit eget ønske om nulvækst. Ikke nemt at se hvordan den gordiske knude kan blive løst uden betydelige løftebrud eller vælgerbedrag fra den ene eller den anden side af det borgerlige spektrum.
Og så selvfølgelig også et valgresultat med nogle klare signaler til de politiske partier. Ikke mindst mit eget parti, som måtte indkassere en gedigen tilbagegang til fordel for Alternativet. Et parti eller måske rettere en politisk bevægelse, der i valgkampen virkelig formåede at vinde den politiske dagsorden med visioner og idépolitik, og ikke mindst med budskabet om, at der rent faktisk findes et alternativ til den bestående orden.
Lige præcis her må valgresultatet mane til eftertanke hos SF. Vi har tænkt for meget i målgrupper og designerpolitik, og har som regeringspartnere været med til at sanktionere en nødvendighedens politik, som vores kernevælgere med god grund har haft svært ved at forstå og se nødvendigheden i. Netop fordi det altid har været SF’s opgave at tænke i og anvise politiske alternativer til det bestående.
Her består en kæmpe opgave for SF i de kommende år. At genfinde den balance mellem idépolitik, og politiske resultater, som altid har været SF’s styrke.
Samtidig skal jeg huske at takke de 498 borgere i Horsens-kredsen, der valgte at give mig deres personlige stemme. Jeg er glad for hver enkelt af disse stemmer, sådan som jeg også er meget glad for de øvrige godt 298 stemmer jeg fik i Østjyllands Storkreds. De personlige stemmer betød, at jeg endte som nr. 4 blandt SF’s østjyske kandidater.
Jeg takker for tilliden. En tillid, som jeg vil bruge til at kæmpe videre. For et mere idépolitisk SF, der sprudler af visioner og ønsket om at ændre samfundet til det bedre. Og imod det borgerlige flertals kulsorte holdninger til miljø og klima, retspolitik, uddannelse, flygtninge og indvandrere.
Om der også skal kæmpes mod en liberalistisk chokdoktrin for økonomien og arbejdsmarkedet afhænger i høj grad af hvor villige Dansk Folkeparti vil være til at sælge deres løfter og aftaler på disse områder til gengæld for grænsebomme. Det er sket før og må ikke ske igen. Dertil er konsekvenserne simpelthen for alvorlige for alt for mange mennesker.
