Professionalisme og evidens er herlige ord – brugte og misbrugte til at fremme beslutninger, der får vidtrækkende konsekvenser for mange andre end dem, der tager beslutningerne.
Således er der mange undersøgelser, der viser, at store overbygningsskoler er en forudsætning for en god undervisning og en god udslusning af børn og unge fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse.
Og der er mange undersøgelser, der viser, at et lille trygt miljø med nærværende lærere er den bedste forudsætning for at klare sig godt.
Set i denne vinkling er der så at sige frit valg på alle hylder for at finde den evidens, der passer bedst til sine motiver, når man vil bevare en lokal skolestruktur eller fremme en stordriftsmodel med samling af elever i få gestalter. Det gælder egentlig bare om at have flertal/magt for sit synspunkt.
Grundet mit ansættelsesforhold i Horsens Kommune vil jeg herudover ikke nærmere kommentere de faglige og specifikke forhold, der vægter små contra store overbygninger; men enhver, der er interesseret, kan med enkelte klik på Horsens kommunes hjemmeside finde de informationer, der nærmere belyser, hvordan små henholdsvis store overbygningsskoler klarer sig i overleveringen af elever til ungdomsuddannelserne.
Mit ærinde er et ganske andet end evidens eller professionalisme for de små eller de store overbygninger – noget meget mere alvorligt og betydningsfuldt: Skolen og lokalsamfundet!
I et lokalsamfund er der en række institutioner, der er kulturelt bærende for trivselen og i sidste ende eksistensen. Det drejer sig om indkøbsstederne, forsamlingshuset/medborgerhuset, idrætsforeningen, gymnastikforeningen, kirken, biblioteket og skolen for at nævne nogle af de vigtigste. En enkelt institution ad gangen kan man måske stilfærdigt fjerne, uden at det umiddelbart mærkes; men når mange nok forsvinder, bliver det kritisk for lokalsamfundet. Nogle institutioner har endda så stor betydning, at de alene medfører afgørende katastrofale konsekvenser, hvis de fjernes. Hertil hører så afgjort skolen. En folkeskole med sin overbygning er om ikke hjertet, så i hvert fald en del af aorta – hovedpulsåren – i de organer, der holder lokalsamfundet i gang.
Forsvinder skolen/overbygningen, så forsvinder også det forum, som lokalsamfundet er fælles om. Incitamentet til at bo i et lokalsamfund er væk. Fraflytning og uddøen bliver resultatet. Man vender i stedet øjnene derhen, hvor familiens krav og forventninger kan opfyldes.
En anden af de andre bærende institutioner, der hurtigt mærker, at børn/unge forsvinder fra dagligdagen, er så afgjort idrætsforeningen. Sammenhængskraften i lokalsamfundet udsultes, og det døser hen eller dør i en ligegyldig plet i kommunen – Er det det, man virkelig ønsker: Små sovebyer, der føder en central bys forhippede storbydrømme – eller vil man en Horsens Kommune med virkelyst i hele sin udbredelse. Det valg bør vel ikke være så svært. Venstre, med rødder i landsbysamfundets fællesskaber og det decentrale, ved man vel, hvor man har?! – men er socialdemokraterne også rede til at varetage forpligtelsen for hele Horsens Kommune. Det er der tidligere sagt ja til; men gælder det stadigvæk? Hvis ja, så vil vi også i fremtiden have en stor by i kommunen plus et blomstrende netværk af lokalsamfund i de omliggende mindre byer. Men er ja’et blevet til et nej, så er fremtiden en storby med et dødt landsby- og mellembyliv udenom. Kan det mon være det, socialdemokraterne ønsker?
Forhåbentlig ikke, Lone Ørsted.
Derfor: ”Bevar overbygningerne i lokalsamfundene”!
Det har altafgørende betydning for sammenhængskraften både i lokalsamfundene og i hele kommunen.
