
Gennem mange år har den danske stat udsendt soldater til verdens brændpunkter, og de fleste danske soldater er kommet hjem fra missionerne uden større mén. Desværre oplever ca. hver femte af de hjemvendte soldater fysiske og/eller psykiske eftervirkninger, og beklageligvis har vi ikke været gode nok til at give hverken soldater eller pårørende den nødvendige støtte.
Forsvarsministeriet anbefaler kommunerne at blive bedre til at koordinere hjælp og støtte til veteranerne. Samtidig viser erfaringerne, at regulære "være-steder" for veteraner er en stor hjælp. I Horsens har veteranerne selv etableret et værested, som er åbent en dag om ugen, hvilket er imponerende i lyset af, at værestedet drives på frivillig basis. Men én ugentlig åbningsdag er ikke nok, når det tages i betragtning, at veteraners problemer tit kræver øjeblikkelig handling for ikke at udvikle sig.
Efter mine oplysninger er der ca. 380 registrerede veteraner i Horsens kommune. Dertil kommer ca. 2.500 pårørende, som på forskellig vis er påvirket af veteranernes situation.Siden 2010 været fremsat ønske fra veteraner om øget støtte, og nu synes jeg ærligt talt, at tiden er inde til handling.
Jeg har derfor kontaktet borgmesteren, så vi i byrådet ved de kommende budgetforhandlinger kan diskutere ansættelse af en veteran-koordinator og et værested med tilstrækkelige ressourcer til at kunne yde hurtig og kompetent hjælp. Det må være muligt at finde plads til det i budgettet; jeg synes faktisk ikke, at vi kan være andet bekendt.