Styrk og bevar mellembyerne, som fuldt funktionsdygtige bysamfund i Horsens Kommune



Horsens Kommune har gennem mange år haft færre elever, som påbegynder en ungdomsuddannelse, sammenlignet med landsgennemsnittet.
 For at ændre denne udvikling ønsker kommunen at flere elever guides til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse, hvilket indgår som en målsætning for budgetforlig 2015. Et middel hertil er at styrke udskolingsmiljøerne.
 En mulig model til at styrke udskolingerne er et øget samarbejde skolerne imellem eller at samle skolerne på færre matrikler.
 Men er det nu også en god idé. Ja umiddelbart på papiret ser det fint ud, men der er også en række ulemper, som politikerne og andre beslutningstagere skal forholde sig til.
 Som udgangspunkt kan et større udskolingsmiljø tilbyde flere valgfag og større muligheder. Ulemperne er imidlertid til at få øje på. Erfaringer og praksis fra andre skoler viser at sammenlægning og lukning af skoler fører til at de ressourcestærke elever flyttes til privatskoler. Mange af disse elever skal danne rollemodeller for de svagere elever. Også her viser forskning at de stærke elever i en vis grad kan hive de svage op.
 Samling af udskolinger har jo også til formål at reducere omkostninger. Det betyder f.eks. at 3 klasser kan lægges sammen til 2 klasser, med det til følge at klassekvotienten stiger. Desværre viser forskning fra Rockwool fondet at der en sammenhæng mellem klassekvotienter og afgangskarakter. Forskningen viser at det specielt er de fagligt svage elever der rammes herved. De stærke elever (som jo for en stor dels vedkommende er smuttet over i privatskolen) rammes ikke nær så udpræget.
 Jeg kan derfor undre mig over at man i Horsens Kommune forsøger at lave større enheder for specifikt at kunne løfte de svage elever, når nu forskning viser det modsatte !
 Risikoen for at få en endnu større polarisering i den danske folkeskole er i høj grad til stede. De svage står tilbage som taberne og det var jo nok ikke det som var meningen. Det mener jeg bestemt ikke kan være målsætningen i den danske folkeskole, hvor ønsket om at bredden er rygraden, men så sandeligt også ønsket om at få de svage med.
 Ikke blot eleverne rammes af planerne. Som privatperson bosat i en mellemby, men også i min funktion som næstformand i Gedved Lokalråd frygter jeg at de mellembyer, som står til evt. at skulle miste udskolingen vil lide herunder. Horsens Kommune rummer en række unikke mellembyer, som i de sidste 10 – 15 år har formået at tiltrække endog rigtig mange attraktive borgere (med gode skatteindtægter).
 I kommunens seneste befolkningsprognose regnes med en befolkningstilvækst på små 10.000 over de næste 10 år og det må forventes at en stor del af denne bosætning netop vil ske i den nordlige del af kommunen, som ligger tættest på Aarhus og tæt ved E45. Her ligger Gedved, Østbirk , Egebjerg og Hovedgård.
 Det betyder at byer, som f.eks Gedved, mere end rigeligt vil danne basis for en udskoling. Gedveds tilvækst har allerede været den højeste i kommunen med en 35 % tilvækst de seneste 10 år og udviklingen ser ud til at fortsætte uformindsket også i fremtiden.
 Det vil være at skyde sig selv i foden, hvis kommunen amputerer disse byer mht. skolefaciliteter. Dermed mister man potentielle tilflyttere, som i stedet vil slå sig ned i byer i andre kommuner, hvor man kan tilbyde god offentlig service herunder skoletilbud til de store børn.
 Se blot på byer, som Mårslet, Beder eller Malling i Aarhus Kommune. Disse byer er endog meget attraktive bosætningsbyer. Samme ”skæbne” er ved at overgå Gedved, Østbirk, Egebjerg og Hovedgård. Den udvikling må man ikke ødelægge.
 Hvorfor er disse mellemstore byer så attraktive ? Jo der findes ægte lokalt sammenhold. Forældre og andre frivillige hjælper til i idrætsforeningerne, borgerne bekymrer sig om hinanden og her hilser man stadig på naboerne osv.
 Tal og facts taler deres ærlige sprog. Folk og fæ ønsker at bygge og bo i mellembyerne, som Horsens kalder disse byer.
 Derfor ! - bevar disse fuldt funktionsdygtige, dvs. med overbygningsskoler. På kort sigt kan man evt. etablere samarbejde udskolingerne imellem, men i løbet af få år vil alle byerne have elever nok til endog store udskolinger, hvis kommunen spiller kortene rigtigt.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025