
Under DI’s erhvervstræf i juni i år, leverede nogle deltagere en imponerende mængde vås. Indrømmet – jeg deltog ikke, info er fra Horsens Folkeblad.
VIA’s direktør Lassithiotakis mener ang., at den største grund til virksomhedernes udfordring (mangel på arbejdskraft) er børns manglende interesse i industriens fag, og at natur og teknikundervisningen i de små klasser er for kedelig. Der skal man sætte ind, mener han.
Den holdning var der ang. bred enighed om.
Ligeså talte man om at øge folkeskolelærernes kendskab til erhvervet. Og mødrenes ikke mindst. Mødre påvirker nemt de unge til at vælge en gymnasial uddannelse, var man enige om.
Borgmester Peter Sørensen udtalte: ”Grundlæggende skal de have bedre kendskab til, hvad der foregår i virksomhederne”. Desuden udtalte han, at de er nødt til at arbejde med måden man møder de unge på, og gøre sig lækre for dem.
Vås mener jeg.
Jeg følger ikke natur og teknikundervisningen – det tror jeg heller ikke erhvervstræffets deltagere gør. Men jeg kender til dedikerede lærere, som gør alt for at gøre undervisningen både god og spændende.
Mange lærere og mødre vil synes det er spændende, om en lokal virksomhed inviterer på sightseeing. Mig selv inklusive. Men det er de unge menneskers interesse man skal vække. Det er ikke nødvendigvis mor, der skal have en ny uddannelse. Det er let og usmageligt at skyde på lærere og mødre her. Langt de fleste mødre har alene det ønske, at deres unge finder den uddannelse og det job, som gør dem glade.
Mine unge er lærer, plade- og konstruktionssmed, og multimediedesigner under videre uddannelse til industriteknikker. Vildt spændende alt sammen, og jeg er stolt af dem og ikke mindst glad helt ind i hjertet, når de trives med det de gør. Det er det, der betyder noget!
Hvad kan Horsens Kommune gøre? Engang var der et skoletilbud, der hed Tek 10. Et godt tilbud, som man valgte at lukke. Genåben tilbuddet.
Hvad kan virksomhederne gøre? Tag lærlinge ind. Også voksenlærlinge. Jeg har stor respekt for de virksomheder, som yder sit!
Sammen kan Horsens Kommune og de lokale virksomheder lave ”Hede Nielsen Parken” - til gavn for både Horsens Kommune, børn, unge og vore lokale virksomheder. Mere herom snarest.
Og I skal ikke gøre Jer lækre, men lave et seriøst stykke arbejde. Det tror vi på i Maren Spliid Gruppen.