
For mig er demokratiet og ytringsfriheden hjørnestenen i ethvert velfungerende samfund, ja, endda i ethvert velfungerende menneskes liv og hverdag. For mig betyder demokrati retten til at diskutere og stille spørgsmålstegn ved det samfund, man lever i. Demokrati er muligheden for at argumentere og diskutere, uden at risikere at blive udsat for vold og undertrykkelse. Muligheder for at veje for og imod, og at se nuancer og konsekvenser ved beslutninger, før man tager dem. Demokrati giver den enkelte del i ejerskabet af samfundet og dets udvikling. Samfund uden ytringsfrihed tilsidesætter grundlæggende menneskerettigheder. Derfor er kampen for ytringsfriheden, friheden til at have sine egne meninger og holdninger, mit hjertebarn og min vigtigste mærkesag.
I Danmark har vi ytringsfrihed. Retten til at sige hvad vi mener, også selv om magthaverne ikke altid er enige med os. Og vi har et velfungerende demokrati. Det skal vi være stolte af og glade for, og gøre alt hvad vi kan for at holde fast ved og videreudvikle. Den frihed, der ligger i retten til at udtale os, og retten til at vælge vores egne beslutningstagere, er en af de ting, der gør Danmark til et dejligt land i at leve i. Vi må aldrig blot tage ytringsfriheden for givet.