
Han henviser til, at beskæftigelsen fra 2001 til 2011 – under først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen – faldt fra ca. 90.000 til ca. 60.000. I de tre store følgeerhverv, slagteri, mejeri samt engros, med korn og foderstof, faldt beskæftigelsen fra ca. 40.000 til 27.000.
”De store landbrug har den største grad af automatisering, hvorfor en bevægelse i retning af endnu mere storindustrialisering af landbruget vil fjerne jobs – ikke skabe dem. Det viste de seneste 10 år under Fogh og Løkke os, og det er mig derfor et mysterium, at Venstre nu vil dreje på præcis de samme knapper igen,” siger Christian Poll og fortsætter:
”Vi har lagt vores plan frem, og den går i en markant anderledes og ny retning. For det første skal landbruget bevæges i retning af økologi, idet både det hjemlige og eksportmarkederne for økologi bare bliver større og større. Herudover skal fødevareforarbejdningen gøres lokal, så vi dels kan få egnsstoltheden tilbage, men kan modgå den evigt nedadgående spiral, hvor vi betaler mindre og mindre for dårligere og dårligere fødevarer,” siger Christian Poll.
Alle forbrugerundersøgelser peger på, at netop økologisk, lokale og dyrevelfærdsmæssigt gode fødevarer, er det forbrugerne vil betale allermest for. Det giver også intuitiv mening, mener Christian Poll:
”Det er jo klart, at hvis man kan se, at svinekammen er produceret af Hans Christian fra nabogården, hvor man ved, at svinene går ude og er økologiske, samt at de er slagtet lige henne om hjørnet hos Marianne og Poul, så er man villig til at give lidt mere. Fordi man ved, hvad man får, samt fordi det holder nærmiljøerne i live, skaber jobs og energi,” afslutter han.