Lars Boom i gult efter 1. etape af den 25. udgave af Post Danmark Rundt



Trods mørk og til tider meget utæt himmel er startområdet i Struer sort af mennesker, der følger  præsentationen af de 18 team med samlet 144 ryttere, der kører med i den 25. udgave af Post Danmark Rundt.
På de første 14 kilometer efter starten bliver der kørt frisk til med masser af udbrud, som dog alle er samlet igen efter dagen første Changing Diabetes bakkespurt. Hurtigst i spurten er Brian Van Goethem, Team Roompot, der hermed får 10 point. Han følges af Kasper Asgreen, Team Post Danmark, der indkasserer 6 point, Rolf Broge, Team Coloquick, tager 4 point, mens Morten Øllegaard, Riwal Platform, får de sidste 2 point.
Kort efter kommer et udbrud på 35 mand væk, men indfanges af et hektisk jagende felt. Det suser over dagens anden Changing Diabetes bakkespurt, hvor Matti Breschel fra Tinkoff-Saxo, kommer først over stregen og får 10 point. De resterende point tages af Linus Gerdemann, Cult Energi, 6 point, Marco Marcato, Wanty-Groupe Gobert, 4 point, og Lars Petter Nordhaug, Team Sky, 2 point.
Efter 35 kilometer lykkes det 45 mand at få hul til feltet, som hurtigt må se sig kørt agterud med 45 sekunder. Med i dagens største udbrud er alle otte ryttere fra Tinkoff-Saxo, som presser speederen i bund, mens team Cult Energi har lagt sig i front i det jagende felt. Efter 46 kilometer er afstanden nede på 30 sekunder. Der køres utroligt stærkt, og gennemsnitsfarten ligger den første time på 49,5 km. Regnen tager til, men det mindsker ikke lyst til at køre race, og langs vestkysten køres der med 55 km i timen.
Nede i feltet sætter Bora Argon 18 og Topsport Vlaanderen sig i front, og efter 80 kilometer er feltet samlet igen – for en kort bemærkning. For efter blot en kilometers samling stikker seks ryttere af sted. Det er Pim Ligthart, Lotto-Soudal, Valerio Agnoli, Astana, Kenny De Ketele, Topsport Vlaanderen-Baloise, Ivar Slik, Roompot, Stefan Djurhuus, Almeborg Bornholm, og Casper Pedersen, Riwal Platform. I feltet er man tilsyneladende enige om, at de seks i front kan få lang snor, og efter 110 kilometer har de hele tre minutter til forfølgerne.
Måske lige i overkanten, så feltet sætter lidt mere fart på hjulene, og efter 125 kilometer har udbruddet 1,45 ned til feltet.
Det skal lige nævnes, at de seks ryttere i front efter 122 kilometer rammer dagens første PostNord Bonus spurt, som tæller i kampen om løbets blå pointtrøje. Først over stregen er Casper Pedersen, hvilket udløser 5 point og 3 bonussekunder. Pim Ligthart får 3 point og 2 sekunder, og Kenny De Ketele kan sætte det sidste point og sidste bonussekund ind på kontoen.
Dagens tredje og sidste Changing Diabetes bakkespurt venter efter 137 kilometer, og Pim Ligthart tager de 10 point, Casper Pedersen 6 point, Stefan Djurhuus 4 point og Ivar Slik de sidste 2 point i bakkespurten.
Ved kilometer 144 rammer udbruddet etapens anden PostNord bonusspurt, og Pim Ligthart tager de 3 bonussekunder, mens Casper Pedersen får 2 bonussekunder og Kenny De Ketele 1 bonussekund.
Afstanden ned til feltet har ligget stabilt omkring halvandet minut i længere tid, men det er stilhed før favoritternes storm på vejene ind mod rundstrækningen i Holstebro. Efter 158 kilometer er feltet blot 40 sekunder fra udbrydernes baghjul, som jages heftigt med Tinkoff-Saxo i front.
Da rytterne rammer målstregen første gang, er udbruddet stort set fanget ind af et felt, som er splittet i mange små grupper. Angreb fra bl.a. Lars Boom, Astana, Lars Bak, Lotto-Soudal, og Christopher Juul-Jensen, Tinkofff-Saxo, Marco Marcato, Wanty-Groupe, Asbjørn Kragh, Trefor-Blue Water, og  Mads Pedersen, Cult Energi, der får et pænt hul på 25 sekunder ned til feltet på anden tur af rundstrækningen.
På de sidste kilometer af dagens etape, og samtidig med et kraftigt regnvejr bryder løs, rykker Lars Boom fra og vinder 1. etape af Post Danmark Rundt med Lars Bak på andenpladsen og Asbjørn Kragh som nummer tre. Først efter mere end 30 sekunder følger de næste ryttere. Denne tidsforskel for de seks i front og resten af feltet kan få afgørende betydning for det samlede klassement.


Løbets trøjer er efter 1. etape af Post Danmark Rundt 2015 fordelt således:
Lars Boom, Astana, i Post Danmarks gule førertrøje
Lars Boom, Astana i PostNords blå pointtrøje. Trøjen bæres i morgen af nummer to i pointkonkurrencen, da Lars Boom kører i den gule førertrøje.
Pim Ligthart, Lotto Soudal,  i Changing Diabetes bakketrøje
Mads Pedersen, Cult Energi-Vital Water, i Skodas Ungdomstrøje
Kenny De Ketele, Topspoort Vlaanderen-Baloise, vinder dagens Europcar Fighterkonkurrence
Astana fører Danas holdkonkurrence efter 1. etape.
I morgen venter 2. etape af Post Danmark Rundt fra Ringkøbing til Aarhus, som med sine 235 kilometer er løbets længste og samtidig byder på 2.000 højdemeter.

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025