
I en sag fra Horsens mellem en erhvervskunde og Nordania Leasing fastholder leasingselskabet, at det er kilometertællerens stand, der afgør fakturaens størrelse for eventuelt overkørte kilometer, selv om man er fuldt ud klar over, at der er en pæn fejlvisning på speedometer og kilometertæller.
Og det er ikke små penge, som forbrugerne og erhvervsliv kommer til at betale for noget, som man slet ikke har fået, siger erhvervschef Torben Busk fra BusinessHorsens.
Hvis f.eks. en kunde har aftalt maksimalt 100.000 km over en periode, men afleverer bilen med en visning på 110.000 km, så vil leasingselskabet sende en faktura på 10.000 overkørte kilometer. Hvis prisen pr. overkørt kilometer sættes til eksempelvis 1,- kr. pr. kilometer, lyder regningen på ekstra 10.000 kr. Men hvis fejlvisningen er 6 %, som i tilfældet fra Horsens, så skulle regningen kun lyde på 4.000 kr. Leasingselskaber scorer altså en ekstra profit på 6.000 kr., men det har de ’glemt’ at fortælle forbrugeren.
Reglerne for typegodkendelse siger, at speedometeret ikke må vise for lidt, men det er tilladt med en maksimal fejlvisning på helt op til 10 % + 4 km/t. Ifølge en stor norsk undersøgelse i 2014, havde ”en ikke uvæsentlig del af testbilerne en betydelig fejlvisning”.
I dag, hvor mange nye biler er udstyret med en GPS, som er væsentlig mere præcis end bilens speedometer og kilometertæller, er der flere og flere, der er blevet opmærksomme på problemet. Det betyder også, at det for mange erhvervskunder og private bliver mere og mere iøjnefaldende, at den tilbagelagte afstand pr. liter benzin er endnu længere væk fra fabrikantens angivelser, end man måske gik og troede.
Det er et moralsk og sikkert også et juridisk problem, at det åbenbart er udbredt sammenrend i leasingkredse, så kunderne bondefanges med ekstraregninger for kilometer, som de måske slet ikke har kørt.