
Det musikalske kultfænomen ”circuit bending” har fundet vej til Holmboefestivalens program, som vanen tro når helt ud i kunstmusikkens hjørner. Circuit bending betyder at kredsløbene i elektronisk legetøj bearbejdes og manipuleres til nye udtryk og muligheder, og gruppen CEO Bend-O-Rama har i tidens løb spillet koncerter på såvel københavnske klubber som Roskilde Festival - vel at mærke på Peter Plys-orgler, plastiktelefoner m.v.
Nu rammer de Horsens med en hyggelig familieworkshop i Kuben lørdag den 14. marts, hvor store og små selv kan gribe loddekolben og finde ud af, hvad der gemmer sig inden i det støjende legetøj, og hvordan det også kan lyde.
Man er velkommen til at aflevere effekter hjemme fra børneværelset eller skuret - også selvom man ikke selv har tænkt sig at deltage. Horsens Kommunes Kulturafdeling, som står bag festivalen, har allerede modtaget kasseret legetøj fra både BR Legetøj, Legekæden og Bilka, så der er et godt udgangspunkt for løjerne, når workshoppen går i gang lørdag den 14. marts om formiddagen, men der kan sagtens bruges mere.
Når der er skruet, loddet og eksperimenteret nogle timer i Kuben, tager de professionelle over, og CEO Circuit Bending giver afslutningsvis en koncert på deres eget ”bendede” legetøj!
John Alex Hvidlykke fra Ry står i spidsen for workshoppen sammen med sin kone Taina Hvidlykke og spiller også med i orkestret.
Det er lørdag den 14. marts mellem kl. 10 og 13 det siger blip og båt i Kuben. Der er ingen tilmelding, der kræves ingen forudsætninger, og alle er velkomne. Festivalen løber af stabelen 13.-15. marts med optaktsarrangementer i ugen op til.