
Som bekendt er er det lykkes for Danmarks Cykle Union og løbsdirektør Jesper Worre at få en aftale om live-TV fra Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed, Post Danmark Rundt, på plads. Post Danmark Rundt og DR Sporten har indgået en tre-årig aftale, der sikrer livedækning på DR1 af den sidste time af hver af cykelløbets etaper, svarende til ca. 50 kilometer af hver etape.
Dækningen af cykelløbet bliver på meget højt niveau med tre motorcykler, to helikoptere og et fly over skyerne, så der kan sendes selv i tordenvejr. Dertil kommer hele setuppet med OB-vogn og 4-5 faste samt en række mobile kameraer i målområderne. En del af den avanceret teknik til dette lejes i Frankrig.
"Vi har i årevis arbejdet på at få live-TV fra Post Danmark Rundt. Det er en ekstra fjer i hatten, at det bliver en produktion på et meget højt niveau. Det bliver er kæmpe boost for Post Danmark Rundt, men også for cykelinteressen i Danmark generelt. Vi har et utroligt dejligt land, og ruten snor sig igennem de mest fantastiske landskaber,og med helikopterdækning vil det blive opdaget af endnu flere. Det glæder jeg mig helt vildt til", forklarer Jesper Worre, der også glæder sig over at hele Europa kan følge med via EuroSport 2, der også viser de sidste 50 kilometer fra hver etape.
Løbsdirektøren er desuden begejstret over, at det er lykkes at få sammensat et imponerende stærkt felt. I alt 144 ryttere fordelt på 18 hold á otte ryttere er til start. Worre peger på Edvald Boasson Hagen og Serge Pauwels fra MTN-Qhubeke, Lars-Petter Nordhaug fra Team Sky, Linus Gerdemann fra Cult Energy samt danskerne Lars Bak fra Lotto-Soudal og Jakob Fuglsang fra Astana som løbets favoritter. "Det er klart, at de ryttere som er kommet godt ud af Tour de France har en fordel. Lars Bak er blevet nr. to de seneste to år, viste topform i Tour de France og er sulten efter en sejr. Fuglsang ved vi har super højt niveau, Gerdemann har i år bevidst sit niveau ved at vinde Luxembourg Rundt, Nordhaug har tidligere vundet Kongeetapen i Post Danmark, men måske har jeg allerstørst fidus til de to MTN-Qhubeka ryttere, Boasson og Pauwels", vurderer Jesper Worre, der desuden peger på danske Christopher Juul Jensen, nybagt dansk mester i enkeltstart, fra Tinkoff-Saxo som en spændende outsider.
De 18 teams rummer ryttere fra ikke færre end 20 forskellige nationer, og alle seks kontinenter er repræsenteret, så det er i sandhed et internationalt felt der kommer til start.
Post Danmark Rundt skal i 2015 køres i jubilæumsudgave nr. 25. Der er start den 4. august i Struer og afslutning den 8. august på Frederiksberg Allé. Kongeetapen, 3. etape, har i år både start og mål i Vejle, og indeholder mere end 2000 højdemeter.
Løbet kan følges live på DR1 og Eurosport 2.