
Arkivfoto: 26 timers kampen i Egebjerg.
50 klubber fra hele landet modtager hver 10.000 kroner fra DBU’s Ungdomsfond til en aktivitet, som skal fastholde ungdomsspillere. Egebjerg Idrætsforening er udvalgt ud af et skarpt ansøgerfelt på 164 klubber, hvor specielt én tendens gør sig gældende i årets ansøgere.
- Årets ansøgere har som vanligt været meget fokuserede omkring udenlandsture og stævner, hvor klubbens unge bliver rystet rigtig godt sammen og på den måde får et fællesskab, som er svært at forlade. Som noget nyt ser vi dog flere klubber end tidligere, som har fokus på aktiviteter på tværs af alder og køn, fortæller Christian Bordinggaard, administrator for DBU’s Ungdomsfond.
Egebjerg Idrætsforenings U 12+13+15 piger drager af sted i Kristi Himmelfartsferien til Brabant Girls Cup i Holland mens U 13 drengene tager til Top of Holland Trophy Assen ligeledes i Kristi Himmelfartsferien. For begge hold gælder det at forældrene har lavet arrangementer for klubbens medlemmer dels for at fremme fællesskabet på holdene og dels for at skaffe penge til turen. Først klubbens 26 timers kamp og så et stort Egebjerg forhindringsløb Event, som løber af stabelen den 11. april 2015.
Om DBU’s Ungdomsfond af 18. maj 1964:
- Siden 1988 har DBU’s Ungdomsfond uddelt 8.066.000 kr. til mere end 700 forskellige klubber.
- I den nuværende tildeling har 24 klubber ikke tidligere modtaget støtte.
- Der skal gå minimum fem år fra en støttetildeling, til klubben igen kan modtage støtte.