Gedved Lokalråd havde i forbindelse med den årlige generalforsamling i tirsdags inviteret borgmester Peter Sørensen (S) og viceborgmester Martin Ravn (V) til at deltage i debat om Gedveds fremtidige vækst og udvikling.
Og indledningsvis kunne de 2 tilhørere under selve generalforsamlingen høre lokalrådsformand Niels Arne Kjærgaard fremlægge lokalrådets ønsker og spørgsmål?
- Vi er meget glade for den nye udstykning Akset og Strået, og vil gerne være aktive medspillere for at få gang i grundsalget, sagde Niels Arne Kjærgaard bl.a. Samtidig lod han også skinne igennem at Lokalrådet gerne så en større kommunal vision for Gedveds fremtid. Vi vil gerne være medspillere, Lokalrådet er f.eks. arrangører af en bolig/byggeudstilling omkring de nye byggegrunde i samspil med Horsens Kommune Palmesøndag.
Efter generalforsamlingen, som bød på genvalg til Birgitte Feldborg, Henning Hansen og Ole Lund Svendsen, fik de 2 politikere ordet.
At det er valgår i 2017 kunne ingen i salen betvivle, Peter Sørensen og Martin Ravn udfordrede hinanden på visioner om vækst og udvikling, som var aftenens tema. Ingen af de 2 forfaldte dog til, som tilfældet ofte er i valgkampe, at overbyde med løfter, men derimod gav begge tilhørerne i salen indtryk af ærlige og oprigtige bud for fremtiden.
Peter Sørensen illustrerede hvor vigtig vækst er med et eksempel på tal. Hvad 100 årlige nye borgere mindre betød for børnehaver, skoler over år på negativsiden.
- Vi vækster i Horsens, vi vækster i alle byer. Vækst trækker det hele fremad, og det er godt for alle, godt for lokalsamfundene, det giver dynamik, sagde Peter Sørensen.
Martin Ravn var enig, men ønskede ikke vækst for enhver pris.
- Det handler om at vækste på den rigtige måde, få borgerne involveret, og ikke træffe beslutninger hen over hovedet på borgerne blot for at vækste.
Martin Ravn mente at ensformede villakvarterer ikke var vejen. Små oaser med forskelligartet byggeri sammentænkt med infrastuktur var Venstrepolitikerens ønske.
- Vi er jo en parcelhusby, langt størstedelen af os bor i sådanne huse. Hvem er det, der ikke må flytte hertil, ville Peter Sørensen vide.
Hvorfor skal Gedved selv?
- Vi har fantastiske muligheder for at nå op på et højere niveau i Gedved, Østbirk og Hovedgård. Vi skal have en ligeså attraktiv prioritering som havnen og Søndergade, bød Niels Arne Kjærgaard ind, for at dreje debatten tilbage på Gedved.
- Folk fra oplandet vil jo gerne til en dejlig by for at handle. I Gedved kan man noget andet end Horsens, I har de vigtige parametre for tilflyttere, sagde Peter Sørensen med henvisning til skole, indkøb, børnehave, fritidsrammer og natur.
Birgitte Feldborg fra Lokalrådet udfordrede Peter Sørensen.
Peter, du siger at vi kan søge puljer for udvikling. Hvorfor er det vi selv skal søge puljer, dem havde vi ikke brug for, hvis I selv gjorde noget. Jeg tror ikke der er nogen i Horsens som har søgt puljer for at renovere Søndergade.
Det gav en længere debat hvori enigheden ikke bundfældede sig.
- Vi gør hvad vi kan, I er ikke oversete, men der kommer ikke flere penge til kommunerne, det er sikkert, sagde Peter Sørensen.
Niels Arne Kjærgaard rundede en god debat af med at anmode om at der blev lavet en ny plan for Gedved til erstatning for den nu 10 år gamle.
Gedved Lokalråd kunne f.eks. godt tænke sig at arbejde med planer omkring et nyt torv imellem SuperBrugsen og Kultur- og Medborgerhuset.
- Det er netop derfor, det er så vigtigt med dialog, det har været et givende besøg, opsummerede Martin Ravn.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!