
I 9 år har Dorthe Do Bejer & Birgitte Feldborg leveret brugbar, gratis viden og gode idéer til iværksættere via deres blog Iværksætter.Nu.
De brænder nemlig for at hjælpe andre iværksættere godt fra start, så de undgår at tage unødvendige og dyre omveje – og den hjælp er de gode til at give, for de har nemlig selv gået iværksættervejen.
For 9 år siden var de begge arbejdsløse. Birgitte deltog på det første forløb af ”Iværksætterpakken”, hvor hun efterfølgende kom til at undervise. Dorthe deltog på det næste forløb, hvorefter hun også kom til at undervise – og der mødte de to hinanden.
Efterfølgende er det både blevet til fælles virksomhed og et venskab, som også rækker ind i privatlivet, så de to ses også i fritiden.
- Vi synes selv, at vi er supergode til at hjælpe iværksættere, fordi vi selv kender til udfordringerne og på vores blog deler vi masser af viden til iværksættere, som ikke sådan lige bliver forældet. Det er praktisk viden, enkle værktøjer og inspiration samt arbejdsark, man kan downloade og gå frem efter. Alt er selvfølgelig helt gratis, forklarer Birgitte Feldborg.
- Derfor er det selvfølgelig en dejlig anerkendelse at modtage en mail med ordlyden: Tak for jeres fantastiske blog – den, synes vi, skal hyldes med en DigiAward! Det kom helt uventet, men hvor er vi superglade for, at andre har lagt mærke til vores indsats for iværksættere”, tilføjer Birgitte Feldborg.
Rådgiver både nystartede og etablerede
Hos Iværksætter.Nu rådgiver de to både nystartede samt etablerede iværksættere, og de oplever hvad deres kunder går og tumler med. Det giver inspiration til blogindlæg, som kan hjælpe andre i samme situation.
- Det er vores ønske, at langt flere iværksættere end dem vi selv møder 1:1 skal have glæde af værktøjer, der rykker dem – det er derfor, vi har bloggen, så vi kan nå ud til flere, pointerer Birgitte Feldborg.
De har valgt blogformatet, fordi den viden, de deler, ikke nødvendigvis er forældet i morgen. Det gælder blandt andet de praktiske værktøjer og arbejdsark, som kan downloades med det samme.
- Der er selvfølgelig også et markedsføringsmæssigt aspekt i at udstille det, vi kan og med hvilken grundighed, vi gør det. Vi bruger bloggen som trafikskaber og som landingpage for annoncering. Downloads er det, der udvider vores nyhedsbrevsliste, fordi man afleverer sin emailadresse, og dermed skaber det hele leads til vores forretning, siger Dorthe Do.
Grafikeren og konceptudvikleren
Dorthe Do Bejer er uddannet grafisk designer på trykkeri og sprang ud som iværksætter, da hun flyttede fra København til Jylland og pludselig stod uden sit faglige netværk.
- Så besluttede jeg, at jeg ligeså godt kunne gå i gang med at opbygge et kundenetværk i stedet for et fagligt netværk, så det gjorde jeg, siger Dorthe Do Bejer, der via sit grafiske design hjælper kunderne med at opbygge og styrke deres brand. Desuden underviser hun og fungerer som sparringspartner for kunderne.
Undervejs fik Dorthe sit tredje og sit fjerde barn og hun mener selv, at iværksættertilværelsen er det, der får familielivet til at hænge sammen.
Birgitte Feldborg er oprindeligt uddannet korrespondent og har mange års erfaring inden for blandt andet HR, logistik og økonomi. Hun har altid drømt om at blive selvstændig og da hun fik sit femte barn, blev ønsket om selv at kunne styre sin tid til et ufravigeligt krav.
- Jeg besluttede, at det skulle være nu, jeg blev selvstændig, og jeg kunne se, at mange nystartede iværksættere har brug for hjælp til at udvikle et salgbart koncept og få deres forretning struktureret, lagt en plan og følge den, så det er blandt andet det, jeg hjælper kunderne med, siger Birgitte Feldborg.
Soloselvstændige er også iværksættere
Både Dorthe Do Bejer og Birgitte Feldborg mener, at der er områder, der burde optimeres for iværksættere.
- Når vi hører politikere og interesseorganisationer udtale sig om iværksætteri, er det det næsten altid vækstiværksættere, der er fokus på. Dem har vi stor respekt for, fordi de formår at vækste og skabe arbejdspladser til andre, det har vi brug for. Men det er jo ikke alle iværksættere, der har lyst til eller mulighed for at skabe job til flere end sig selv. De vil ”bare” forsørge sig selv og deres familie samt hyre andre soloselvstændige ind til opgaver. Det kalder da også på respekt. Og det må meget gerne i langt højere grad afspejle sig i den lovgivning og rådgivning, som iværksættere får, så den er til gavn for alle typer iværksættere, fastslår Dorthe og Birgitte.
Bog: Iværksætteri i praksis
De to aktive kvinder har også skrevet en grundig bog med titlen ”Iværksætteri i praksis”, som nærmest er en slags ”Grønspættebog” for iværksættere. Den tager en kommende iværksætter igennem alt det grundlæggende, så han eller hun med det samme får bygget et solidt fundament for sin forretning.
Bogen bliver også brugt til undervisning i iværksætteri og entrepreneurship.
De bedste råd til iværksættere
Hvis Dorthe og Birgitte skal give to gode råd til iværksættere, er det første: Få hjælp til de opgaver, du ikke er den bedste til at løse. Det betaler sig.
Og det andet er: Din passion er dit evige brændstof, der får dig til at fortsætte. Derfor er det vigtigt, at du laver det, som du virkelig brænder for – så du ikke brænder ud.
- Vores erfaring er, at det som regel ikke er det økonomiske, der kvæler en iværksætter – det er, at de brænder ud, fordi de knokler for meget med noget, de ikke brænder for eller er den bedste til, pointerer Dorthe Do og Birgitte Feldborg.
Du finder den prisvindende blog på Iværksætter.NuFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!