
Midnat i Horsens.
Den 8. maj åbner nogle af de første projekter, når der tilføjes helt nye oplevelsesmuligheder til midtbyen med plads til både musikalsk leg og foto- og kunstudstillinger.
Som supplement til de succesfulde minitrampoliner fra 2013, etableres der nu et helt nyt legeindslag i Horsens midtby, nærmere bestemt på Vitus Berings Plads. På Vitus Berings Plads vil man fremover kunne hoppe og lege fine melodier frem på ”lydflisen”, som på engelsk også kaldes ”Dance Chimes”. Lydflisen består af 9 små felter, som hver har en særlig lyd. Ved at træde på hver enkelt flise, aktiveres lydene som tilsammen danner et lydbillede skabt af brugeren selv. Lydflisen etableres med timerfunktion, så lydene kun er aktive i dagtimerne.
At det lige præcis er ”lydfliserne”, der er placeret i Horsens bymidte, er et resultat af nogle af de mange borgerbidrag og de gode idéer, som kommunen får fra aktive borgere. Det har været et ønske fra mange, at byen rummer endnu mere leg i lighed med trampolinerne, og som et godt modsvar blev kommunen tippet af en borger, der havde spottet lydfliserne på en rejse.
Men Beringspladsen byder ikke kun på oplevelser for de små. Området omkring Vitus Berings Plads og Kongensgade fungerer til daglig som en indgang til gågadeområdet i Horsens - en funktion, der er vigtig at understøtte. Pladsen vil fremadrettet derfor præsentere spændende, smukke og informative udstillinger, når der opsættes 6 mobile udstillingselementer, der kan bruges til at vise skiftende udstillinger skabt af og for Horsensianerne.
I anledning af ”International Festival” er den første udstilling en skildring af byen Horsens - set med en af byens Internationale borgeres øjne. Udstillingen er fotografier lavet af herboende Calin Strajescu. Calin Strajescu er optaget af kunstfotografiet, og har skabt en række fotografier præget af hans her-og-nu oplevelse af det smukke landskab set med hans blik.
I forbindelse med åbningen vil Borgmester Peter Sørensen indvie byens nye musikalske legeelement og fotoudstilling fredag den 8.maj kl.14.30 sammen med Horsens Musikskole og kunsteren, Calin Strajescu.
Årets projekter etableres i forlængelse af tiltagene fra 2013 og 2014, hvoraf en del fortsat er at finde i bybilledet - eller genopsættes i løbet af sommerperioden 2015. Igen i år er det blandt andet muligt at opleve streetbanen ”Concrete Plaza” på Rådhustorvet, boldburet i Rådhusparken, street art rundt i midtbyen og på havnen, vandlegepladser ved Lystbådehavnen samt Byskoven i bymidten. Projekterne skabes i et samarbejde mellem Teknik og Miljø og Kulturafdelingen i Horsens Kommune.