
(Arkivfoto)
Da jeg flyttede hjemmefra, var det med en dejlig kogebog i bagagen. Den har jeg flittigt brugt, da jeg var ret usikker på nær sagt al madlavning – undtaget dog stegt medister og bøf med løg. Kogebogen levede rimeligvis op til sin titel, og jeg havde stor fornøjelse af den, men jeg er ikke sikker på, at den kunne genoptrykkes i dag, da jeg tror den på dagens hjemmekokke ville virke kedelig og alt for gammeldags med for lidt fokus på sundheden. Når vi i dag bruger opskrifter, forlanger vi, at de udover at være lette at gå til også skal resultere i en smagfuld og sund madoplevelse.
De ”gode gamle madvaner” suppleret med vores indtag af hurtige retter domineret af kulhydrater betyder, at vores mad generelt er ret kalorietung, og det er en stor del af vores sundhedsproblem – naturligvis. Vi får ikke brændt de mange kalorier af og vokser i omkreds. Det er jo ikke så mystisk, at det for mange af os må gå sådan. I den travle hverdag – kan vi være nødt til at vælge den lette løsning med en uhensigtsmæssig fordeling af næringsstoffer. Vi ved jo godt at det ikke er ideelt, at vi burde spise anderledes… Det kræver bare så forbandet meget for alvor at ændre vaner, planlægge en sundere madplan, spise mere grønt og magert – og derefter faktisk putte noget andet i indkøbsvognen. For det er jo her det hele starter – med indkøbsvognen – i Brugsen.
Brugsen er ikke bare et supermarked. Det er et supermarked med en holdning til mad – også selvom du her selvfølgelig kan købe alle slags madvarer – både sunde og mindre sunde. COOP vil nu meget gerne gøre det lettere at vælge de ”rigtige” madvarer, der er grundlaget i en sundere og ”lettere” livsstil. Derfor har Coop også en vision om at sætte det gode måltid, de gode varer, og de gode valg på dagsordenen. Det er alt sammen udtrykt i det såkaldte Madmanifest – en ganske smuk og fornuftig hensigtserklæring, som du kan se herunder.
COOP skriver:
Vi vil sætte mere smag på din hverdag
Du skal have madglæde, smag og nydelse – også på en helt almindelig onsdag. Du skal kunne finde flere varer på hylderne med respekt for god madkvalitet.
Vi vil give dig flere gode madoplevelser
Mad og måltider er indbegrebet af fællesskab, samvær og nærvær. Coop vil bidrage og inspirere til at skabe madglæde i dit køkken.
Vi vil gøre økologi til hvermandseje
Danmark skal være verdensmester i økologi. I Coop vil vi støtte økologiske producenter for at tilbyde dig et større udvalg af økologiske varer, der er til at betale.
Vi vil gøre det sundere for dig at leve nemt
Du skal også have god og sund mad, når det skal gå stærkt. Derfor vil vi i Coop udvikle flere måltidsløsninger, der gør det sundere for dig at leve nemt.
Du skal have at vide hvad du spiser
Du skal have mad, der både smager godt og giver god smag i munden. Vi vil give dig flere varer, som er skabt under ordentlige forhold og er baseret på omtanke for mennesker, dyr og miljø.
Vi vil give dig lokale råvarer
Danmark er et landbrugsland med en mangfoldighed af fantastiske fødevarer og spændende sæsoner. I Coop vil vi støtte dansk fødevareproduktion og tilbyde dig flere lokale varer.
Det tænker du måske ikke så meget over, når du træder ind i vores Brugs, men det er faktisk en del af den tankegang, der bestemmer hvad der står på hylderne – klar til din indkøbsvogn.
En af de ting der nævnes i madmanifestet er, at COOP vil gøre økologi til allemandseje gennem et større og billigere sortiment. Vi skal faktisk kun ca. 30 år tilbage for at finde de første økologiske gulerødder i Brugsen. I mange år herefter var økologiske produkter ret få og meget dyre – forbeholdt de få. Det er der nu virkelig lavet om på. Nu er udbuddet både spændende, varieret og til at betale. For langt de fleste danskere er prisen nok stadig den største barriere for at købe økologiske varer. Derfor har Coop også i løbet af året sænket prisniveauet på økologiske varer og har et mål: at gøre Danmark dobbelt så økologisk, som tilfældet er i dag. Det er en stor ambition, som også virkelig kræver prisfornuftige varer af høj kvalitet.
Brugsen arbejder i de kommende uger sammen med ”Østbirk ændrer livsstil” om at gøre det ekstra let at stille sund og nærende mad på bordet. I forretningen vil du hver uge finde en ny spændende opskrift, der er let at gå til og du vil være sikker på at kunne finde ingredienserne på hylderne.
God træning og velbekom
Flemming Rübner