Arkivfoto
Branden har ikke omtalt sønderligt i Horsens og omegns medier - derfor gør jeg det nu, så andre evt. også kan forstå, hvorfor landet har været rullet ind i et afbrændingsforbud i så alvorligt et omfang, at overtrædelse ville give store bøder.
Hjemme i huset blev de grimmeste tanker til rå virkelighed, da branden i overdrevet og indover en kornmark blev til en hidsig hvæsen, som om nogle poppede popcorn. Vi stod som familie i stuen og hørte branden med lukkede døre. En tyk grå røg kravlede ind over huset og man var ikke i tvivl om hvad der var galt. Alt vegetation lød som de sprudlende kinesere man satte ild til som måtter i 70'ernes Nytårsaften. Jeg løb op på marken hvor jeg kun kunne se røg - men snart så jeg flammer æde sig som vandrende napalm hen langs kornmarken. Henne ved nr. 11 kom ilden "listende" op over en lille høj og vandrede med ca. 6 km/t over den knastørre vegetation - ned mod ejendommes skel. Med et med al den røg og ildens eksplosive vandring, var der nu lige pludselig 3 huse som måske kunne være i fare.
Så gode råd var dyre. Man må aldrig betænke ilds hastighed, når ilden har 7 m/sek. i ryggen. Så vi pakkede to biler - parat til at evakuere om det værst tænkelig skulle ske. I den ene bil sad familiens to Schæfere, og i den anden kom der uerstattelige fotoalbums, eksterne harddiske, en PC og lidt andre småting. Alt andet ville blive efterladt, for det kunne forsikringen klare om ilden nåede huset. Heldigvis gik det ikke så galt - men så var vi forberedt.
Jeg løb atter op på marken for at se hvor langt ilden var væk. Deroppe holdt en ungersvend med sin traktor og ladvogn og en pulverslukker. På mit spørgsmål om hvad han skulle med den, var svaret: "Jeg skal slukke ilden om den kommer herop". Så måtte jeg bedrøve ungersvenden med, at hvis han stod på denne side at ilden med en pulverslukker med en ræknings afstand på 5-6 meter, så blev det nok særdeles røgfyldt om varmt. Så det var nok ikke meget bevendt med røgen lige i hovedet.
Snarrådige landmænd som ikke var ejere af den berørte mark, begyndte hurtigt at lave brede brandbælter, så man evt. kunne stoppe ilden fremmarch ved Øvre Kvægenbjergvej. Efterhånden fik ihærdigt brandvæsen nedenfor bugt med ilden på alle steder og der kunne nu snart begynde at blive set på, hvordan naboerne havde redet stormen af. Lad mig så nævne til brandfolkene og indsatsledernes ros, at man efterslukkede til kl. 20.45 samme aften.
Hos Lars og Maja kunne det være gået rigtig galt. Ilden stoppede pga. grusvejen 4 meter fra træværket på endegalven. Hos vi andre i nr. 13, var der dog små 45 meter hen til flammegrænsen, som havde være henved 50 meter bred. Til gengæld lugtede alt græsset af røg bagefter.
I eftertænksomhedens bakspejl, var der dog noget midt i dette inferno som gjorde mig mere end vred. Hvorfor er der ikke lokalt lavet beredskabsplaner, som man har lavet andre steder i landet, hvor de som opdager branden - eller nogle som måske med markredskaber forårsager lignende brande, kan få advaret til de ejendomme, som efterfølgende ligger i røgens vej væk fra branden? Sms-kæder mv. på organisatoriske A4 laminerede papirark, kunne sagtens gøre det ud for en form for alarmerings plan. Især hvis det skete om natten.
Kun man ikke forestille sig ved lignende brande i fremtiden - at de som kører på stederne - får ringet eller sms'et rundt til de ejendomme, som kunne tænkes at blive berørt at sådan en brand en anden gang? Kunne man udforme noget andet pro-aktivt?
Jeg har heller ikke set en eneste person fra hverken myndigheder eller de som ejer marken, lige komme forbi og høre om alt er OK. Det gør man andre steder, så alle lige kan fortælle hvad de har oplevet og "sikke et held det ikke gik værre".
Udover at jeg blev vred over "tavsheden" - har jeg sendt en stor tak til brandmyndighederne og øvrige involverede. Deres indsats og engagement var et stort eksempel til efterfølgelse.
Henrik Wallstrøm
Kvægenbjergvej 13, Såby.
