
Jeg har læst Niels Peter Bøgballes læserbrev fra d. 21.10.. Han føler ang. at jeg i læserbrev d. 16.10. angriber socialdemokraterne, at jeg har set mig sur på dem.
Det er måske prisværdigt, at NPB her forsvarer Anders Kuhnau, og ønsker at meddele borgerne, at AK er forkert citeret. NPB underlader klogt nok at fortælle, hvad AK i stedet kunne tænkes at have sagt.
NPB har tilsyneladende ingen skrupler i forhold til at skrive, at jeg citerer efter forgodtbefindende.
Hvad NPB ikke kan vide er, at jeg tog notater ved mødet – hvorfor intet er efter forgodtbefindende.
Hvad NPB burde vide er, at han selv var fraværende ved mødet. Det gør ærlig talt hans læserbrev temmelig forstemmende.
Derudover formodes NPB at kunne både læse og forstå. Men måske den af NPB omtalte hidsighed har voldt problemer? Jeg ved det ikke, men jeg skrev i mit læserbrev: ”Jeg må konstatere, at nogle socialdemokrater er særdeles arrogante og tydeligvis ikke deres opgave voksen”, og ikke ”socialdemokraterne er…...”
Er det hans egen hidsighed, han henviser til? Er her tale om såret socialdemokratisk stolthed/storhed?
Egentlig ville jeg forvente, at AK var gammel nok til selv at forsvare sig – om han mener der måtte være et behov. Men det er selvfølgelig lettere at sende en uvidende bydreng. Rigtig flot.
Fem socialdemokrater, en fra DF, Ø, C og F var fraværende ved mødet. Fraværende stemmer vel ikke – eller hvordan? I hvert fald taler de ikke, og kan dermed ikke citeres for at stemme for regulativet.
At der er modtaget et høringssvar fra handicaprådet, hvilket jeg har læst, ændrer ikke ved min mening – ej heller at NPB hidser sig op, eller hvad hans rolle nu end er.
Noget har NPB dog helt styr på, nemlig at jeg ikke alene er uenig med socialdemokraterne, hvad holdningerne angår, men også måden de
fremføres på.
Men nej NPB, jeg har ikke set mig sur på socialdemokraterne – jeg er pinlig berørt over nogle af Jer.
Generelt finder jeg, at nogle socialdemokrater har en debatkultur, der lader meget tilbage at ønske. Det mener jeg er ødelæggende for vores skrantende demokrati.
Maren Spliid Gruppen vil varmt anbefale, at kommunalbestyrelsesmøderne fremover videostreames således, at alle borgere kan sidde hjemme og overvære møderne.
Måske det kunne være godt for demokratiet.