Matti Breschel vinder bakkespurt i Frederiksværk



4. etape af Post Danmark Rundt på 116 kilometer med start i Slagelse har varieret terræn på menuen, afsluttende med en 300 meters stigning på 7 pct. på rundstrækningen i målbyen Frederiksværk.
Masser af angreb fra start, men ingen slipper afgørende væk. Efter 18 kilometer lykkes det dog flere små grupper at køre fra feltet. Og efter 34 kilometer har en gruppe på 13 ryttere samlet sig i front med 1,20 ned til feltet. Det er Michael Valgren, Tinkoff-Saxo, som er den bedst placerede i klassementet, Tosh Van Der Sande, Lotto Soudal, Ruslan Tleubayev, Astana, Nathan Earle, Sky, Julien Morice, Europcar, Theo Bos og Kristian Sbaragli, MTN –Qhubeka, Kenny De Ketele, Topsport Vlaanderen, Cesare Benedetti og Scott Thwaites, Bora Argon, Mads Pedersen, Cult Energi, Søren Kragh Andersen, TreFor-Blue Water, og Jonas Aaen, Riwal Platform.
Udbruddet etableres, mens den første af dagens to Changing Diabetes bakkespurter passeres efter 29,5 kilometer. Den giver 10 point til Jonas Aaen, 6 til Søren Kragh, 4 til Tleubayev og 2 til Thwaites.
Der køres stærkt i front, og efter 45 kilometer er afstanden ned til feltet 1,40. Ved 47 kilometerstenen er der endnu en bakkespurt, og her er der igen 10 point til Jonas Aaen. Tleubayev får 6 point, Nathan Earle 4 point og Theo Bos 2 point. Dagens spurter på bakker betyder, at Patrick Clausen beholder Changing Diabetes bakketrøjen.
I feltet har Bardiani-CSF sat sig frem, og efter 66 kilometer er der kun 35 sekunder op til frontgruppen, som netop har passeret PostNords Bonus Sprint. Her kan Tleubayev sætte 5 point og 3 bonussekunder ind på bogen. Michael Valgren får 3 point og 2 sekunder, mens Søren Kragh indkasserer 1 point og 1 sekund.
Kort efter angriber Tleubayev og får hurtigt 40 sekunder ned til feltet, som netop har indfanget dagens udbrud. Efter 80 kilometer er der kort samling, inden Laurens De Vresse, Astana, Brian Van Goethem, Roompot, og Rasmus Mygind fra Riwal Platform får hul og kort efter følgeskab af
Kenny De Ketele fra Topsport Vlaanderen, Martin Mortensen fra Cult Energi, og Michael Olsson fra TreFor Platform. Seksteten har efter 92 kilometer 25 sekunder til feltet, som ikke giver dem ret meget snor.
Etapen er kørt i højt tempo, fordi rytterne gerne vil på hotellet og lade op til aftenens enkeltstart i Helsingør. Og den fulde gas på pedalerne fortsætter på rundstrækningen i Frederiksværk, hvor feltet, med Tinkoff-Saxo i front, jager de seks udbrydere, der ikke er hentet ved første målpassage.
Frontgruppen går i opløsning, en ny dannes og formår at holde feltet på afstand over nogle kilometer, men på sidste målpassage inden etapens afgørende spurt, er der samling på tropperne.
MTM-Qhubeka og Tinkoff-Saxo lægger sig i front med få hundrede meter igen, og den duel vinder Matti Breschel, der slår Evald Boasson Hagen, MTM-Qhubeka, i spurten. Tredjepladsen tager Magnus Cort fra Team Post Danmark sig af.
Dagens triste nyhed er, at Jakob Fuglsang efter første målpassage forlader løbet.

Løbets trøjer er efter 4. etape af Post Danmark Rundt 2015 fordelt således:
Post Danmarks gule førertrøje sidder fortsat på Lars Bak, Lotto Soudal.
PostNords blå pointtrøje indehaves nu af Matti Breschel, Tinkoff-Saxo.
Changing Diabetes bakketrøje indehaves fortsat af Patrick Clausen, Team Trefor – Blue Water.
Skodas Ungdomstrøje sidder fortsat på Alexander Kamp, Team Coloquick.
Europcar Fighterkonkurrence: Kenny De Ketele, Topsport Vlaanderen, er formiddagens fighter.
Danas holdkonkurrence – Tinkoff-Saxo.
I aften venter løbets enkeltstart, som køres i Helsingør. Den 13,6 kilometer lange etape starter på Kulturhavnen, snor sig ud til Ålsgårde, hvor rytterne vender retur mod byen og målstregen i Havnegaden. Traditionelt har enkeltstarten i Post Danmark Rundt afgørende betydning for det samlede klassement.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025