MeetingHorsens stod skulder mod skulder med kommunens hoteller og konferencesteder ved Nordens største messe for møder og konferencer i København den 27.-28. marts. Målet var at give en lang række mødebookere fra hele landet et kærligt skub i retning af Horsens, Danmarks geografiske centrum.
Gæster gik planken ud
Der er nemlig gode penge i møde- og konferencegæster, når de besøger byen som led i deres arbejde. Derfor havde MeetingHorsens samlet Forum Horsens, Fængslet og kommunens hoteller, Hotel Opus Horsens, Scandic Bygholm Park, Hotel Pejsegården, Byens Hotel og tilmed det endnu uåbnede Jørgensens Hotel, for at bane vejen for arrangementer, der er større end det, som et enkelt hotel eller konferencested i Horsens typisk kan stå med.
Konkurrencen fra landets andre aktører var naturligvis hård, men MeetingHorsens havde bogstavelig talt et es i ærmet. Mens tryllekunstner og mentalist Mikkel Gundersen tryllebandt gæsterne ude på gangene, gav CollectiveFlow alle, der turde, muligheden for at gå planken ud fra et højhus - om end heldigvis i den virtuelle verden iført såkaldte VR-briller. De mange grin vidnede om, at det selv som tilskuer var en oplevelse at se folk få svedige håndflader over at krydse et gulvtæppe.
VR forkorter afstanden til Horsens
Gæster på Horsens-standen blev også tilbudt en virtuel tur i bl.a. Fængslet og Scandic Bygholm Park. MeetingHorsens har nemlig fået optaget en række af mødestederne i 3D. Men hvor man i forvejen er vant til at finde vej via lignende services som Google Street View, er det nye, at man nu med VR-briller selv kan opleve stederne på nærmeste hold. Det er også muligt at undersøge stederne ovenfra - som en slags dukkehuse - og herefter dykke ned og selv bevæge sig rundt.
Direktør for Fængslet, Astrid Søes Poulsen, er begejstret for den nye idé, der gør oplevelsesvirksomheden til nogle af de første i Danmark til at tilbyde denne form for service.
"De nye 3D-optagelser kaster nyt lys på Fængslet som et utroligt spændende, men også stort sted. Teknologien gør det nemmere at vejlede kunden, når vi tager udgangspunkt i dukkehuset og hurtigt kan spore os ind på den enkeltes konkrete behov. Derved øger vi chancen for, at aftalen kommer i hus," siger Astrid Søes Poulsen.
I tråd med erhvervsstrategi
"Det er flot at se, at MeetingHorsens lykkes med at aktivere de lokale aktører på møde- og konferenceområdet i Horsens Kommune og går forrest med at afprøve og anvende ny teknologi for at trække flere møder og konferencer til byen og udnytte vores potentiale som event- og mødeby. Beslutningen om at bruge teknologier som VR til at præsentere Horsens som event- og mødeby går samtidig rigtig godt i spænd med kommunens erhvervsstrategi og ambitionen om at gøre Horsens kendt som Danmarks teknologiske laboratorium" siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S).
Kan fremhæve det unikke
"Vi sælger Horsens som et attraktivt mål for events, konferencer og messer med devisen, at det skal være unikt, nemt og tilgængeligt. Vi ved, at der for nogle kan være langt til Horsens, og billeder alene yder ikke altid stederne ret. Derfor kan vi med 3D og VR-teknologien, som er nem at bruge, være med til at fremhæve det unikke ved vores mødesteder. Bl.a. Hotel Opus Horsens med den smukke foyer, Scandic Bygholm Park som smuk og gammel herregård og Fængslet med dets mange anderledes mødemuligheder," siger Helle Berthold Rosenberg, turistchef i Turistsamarbejdet Kystlandet og daglig leder af MeetingHorsens.
Alle kan tage en virtuel tur og få mere at vide om mødesteder i Horsens Kommune på meetinghorsens.dk - VR-briller er ikke et krav, og turen kan opleves fra de fleste enheder.